SOCIAL, SUNDHED, KØB, SALG, HOSPITALER

Behandler kræftknuder ved minus 160 grader

Flag 18-06-08 ~Et minuts læsning · 203 ord

Dødssyge kræftpatienter kan få behandlet deres kræftknuder med 160 graders frost ved Fuda Cancer Hospital i den kinesiske by Guangzhou/Canton.

Foreningen Kræftens Bekæmpelse kender til, at 30-40 danskere har været igennem behandlingen de senere år, men måske er tallet helt op mod 100.

Fælles for patienterne er, at de har taget rejsen til Kina som en sidste udvej, og i nogle tilfælde har behandlingen tilsyneladende fået den ondartede svulst til helt at forsvinde, fremgår det af artiklen.

Den kinesiske behandling koster DKK 100.000-300.000, og den går ud på at dræbe kræftcellerne med frost, så kræftsvulsterne til sidst skrumper. Desuden tilføres patienterne genet P-53, som skal bekæmpe kræften. På den måde forlænges patienternes liv, mener Feng Mu, der er ledende overlæge ved det kinesiske kræft-hospital.

Ulrik Lassen, ledende overlæge ved Rigshospitalets Enhed for Eksperimentel Kræftbehandling, kalder kinesernes metoder for «forargelige» og «uetiske». Han betegner dem som menneske-forsøg, hvor deltagerne blot ikke har fået at vide, at der bliver lavet forsøg på dem.

Speciallæge Edith Raffn fra Kræftense Bekæmpelse vil dog ikke afvise, at behandlingen i Kina kan forlænge alvorligt syge kræftpatienters liv. Derfor er foreningen netop nu ved at lave en rapport om de kinesiske kræftbehandlinger, og den ventes ifølge artiklen færdig i 2009.

Skribentmail: