En skat på nogle tusinde procent! Nej, det er ikke et fremtidscenarium for arbejdsomme borgere i verdens mest skatteplagede land. Det er ren og skær nutid for udlandsdanskere, der flytter tilbage til Danmark!
En af dem er Peter Gade Carstensen, der fra april 2008 til februar 2009 var udstationeret i den kinesiske by Zhuhai som fabrikschef i Weike electronic company, deraktier i Danske var et datterselskab af den nu lukkede danske transformer-virksomhed Ulveco i Hadsund.
Under sin udstationering købte danskeren aktier i Danske Bank for DKK 178.000. Men så kom krisen i efteråret 2008, og da han mistede sit job i Kina og flyttede tilbage til Danmark i 2009, var værdien af aktierne styrtdykket til DKK 36.000.
Efter hjemkomsten steg aktierne igen til lidt over den kurs, som Peter Gade Carstensen havde købt dem til. For ikke at få endnu en tur i kurs-rutschebanen valgte han at sælge alle aktierne med en gevinst på DKK 1412, som han opgav til Skat.
Men det var ifølge skattevæsenet en overtrædelse af § 37 i loven om aktiebeskatning, der siger, at aktiegevinster skal beregnes i forhold til aktiernes værdi på tidspunktet for tilflytningen til Danmark, hvis borgeren har boet i udlandet. Derfor skal Peter Gade Carstensen betale over DKK 50.000 i skat af aktierne. Også selv om skatten er beregnet af en gevinst, som han slet ikke har haft.
Peter Gade Carstensen betegner afgørelsen som en katastrofe, og han vil nu klage over den til Skatteankenævnet. Han vil gerne betale skat af sine aktiegevinster, men det skal være af gevinster, som han har haft. Ikke af en fiktiv gevinst.
Som en ekstra omkostning er Peter Gade Carstensen nu blevet bange for at tage et job i udlandet igen - af frygt for at ryge ind i endnu en skatteopgørelse. Jeg føler mig fanget i Danmark, siger han i artiklen.