JOB, KVALITET, LØN, ARBEJDSFORHOLD

Rekordmange arbejder sig ihjel

Flag 29-07-16 ~2 minutters læsning · 328 ord

Japanere arbejder ikke blot hårdt og i lang tid. Flere og flere dør simpelthen af det. I 2015 sled 1456 japanere sig ihjel, og det er det højeste tal nogensinde, fremgår det af en rapport fra det japanske arbejdsministerium. Og så er tallet i virkeligheden snarere 10 gange så højt, vurderes det i artiklen.

Så mange arbejdede sig ikke en gang til døde, da Japans økonomi havde fuld fart på i 1980’erne. Men i dag, hvor Japans økonomi i årtier har stået næsten stille, er årsagen til det livsfarlige knokleri en helt anden. De mange dødsfald skyldes, at andelen af ældre i landet stiger kraftigt, og at der derfor drives rovdrift på de stadig faldende andel af japanerne, som befinder sig i den arbejdsduelige alder.

At arbejde sig ihjel er så udbredt i Japan, at det har fået sig eget navn. Karoshi, hedder det. En af de mange karoshi-skæbner er den unge kvinde Mina Moris, som begik selvmord i 2008. Det blev ganske enkelt for meget for hende at have 140 overarbejdstimer om måneden oven i en arbejdsdag, der i forvejen strakte sig fra tidlig morgen til sent om eftermiddagen.

Jeg kan ikke mærke min krop. Jeg kan ikke mærke mig selv, skrev hun i afskedsbrevet til sine forældre.

Min Moris var ansat i Watami, som er en af de største restaurantkæder i Japan. Kæden går tilfældigvis for at være det firma, som er allerværst til at presse arbejde ud af sine ansatte. Det er dem, som man i Japan kalder de Sorte Firmaer.

Grundlæggeren af Watami er i øvrigt Miki Watanabe og det rigeste medlem af landets parlament. Han er næsten det levende bevis på, at der ikke sker det store rent politisk for at komme karoshi til livs i Japan. Selv da arbejdsministeriet havde fundet frem til, at 82 pct. af 5000 undersøgte firmaer overtrådte reglerne for overarbejde, skete der ingenting. Men måske også forklaringen findes i selve ministeriet, hvor karoshi-afdelingen siges at være kronisk underbemandet.

Skribentmail: