Rigtig mange ejendomme i Italien kan pruttes ned i pris, men det er ikke ligegyldigt, hvordan du griber det an, hvis det skal lykkes.
Når du afleverer et bud, som ligger under udbrudsprisen, er det vigtigt, at budet bliver suppleret med nogle bemærkninger om, hvorfor prisen bør være lavere. Uden at falde i småtingsafdelingen bør du påpege nogle mangler, som gør, at du ikke ønsker at betale den forlangte pris.
Og så gælder det ellers om at give indtryk af, at du har rigtig god tid til at få forhandlet den rigtige pris på plads. Travlhed vil blive opfattet som et vink med en vognstang om, at du er vild med at få boligen, og at det blot er et spørgsmål om tid, før du giver efter.
Når du og sælgeren er ved at finde hinanden rent prismæssigt, gælder der om at få hel klarhed over, hvad der følger med i handelen, og hvad der ikke gør. Husk i den forbindelse at få noteret løsøret ned i kontrakten, og tag evt. billeder af genstande og bygningsdetaljer, som du ikke vil miste.
Det sker nemlig, at italienere fjerner alt det fra deres huse, som overhovedet kan fjernes, forud for et salg. Det kan være alt fra køkkenvaske til elektriske pærer. Desuden kan sælgerne finde på at skifte originale kampestenspejse og haveskulpturer ud med billige kopier, fremgår det af artiklen.