»Når jeg går rundt i gaderne, bliver jeg stadig grebet af, hvor smukt her er,« udbryder Elisabeth Hjorth, mens hun trækker bedstemorcyklen gennem Luccas brostensbelagte gader.

Den slags tilfredse bemærkninger kommer hun ofte med, selv om det snart er 15 år siden, hun byttede det jyske ud med Toscanas bakker. Det blev til et langt besøg. Elisabeth har i dag fast base i den antikke by Lucca, er gift og har tre børn og er en af de eneste danske ejendomsmæglere, som handler med boliger i Italien på fuld tid. Sammen med sin mand driver hun firmaet Danitalia.

»Sono Elisabeth« svarer hun, når mobilen ringer og kører af sted på den karakteristiske toscanske accent. Mobilen kimer mange gange om dagen, for både kunder, samarbejdspartnere, hendes mand og de danske veninder har brug for hende.

Egentlig er Elisabeth uddannet akademiøkonom hjemme i Århus, og det lå ikke i kortene, at hun skulle handle med boliger.

I begyndelsen arbejdede hun med eksport i en virksomhed, men familielivet var svært at koordinere med de sene italienske arbejdstider.

»Efter et stykke tid sagde jeg op og lavede en hjemmeside, hvor der i princippet bare stod, at folk kunne kontakte Elisabeth Hjorth, hvis de ville herned på ferie,« forklarer hun.

Modellen virkede, for kort tid efter havde hun alt for meget at lave.

»Jeg begyndte at lave mange forskellige ting. Salg og udlejning af boliger, smagsprøve-menuer på restauranter, vingårdsbesøg, ligesom jeg efterhånden har hjulpet mange romantiske sjæle med at arrangere bryllup i Lucca.«

Hverdagen blev hurtigt lige så stresset som tidligere, og derfor besluttede Elisabeths mand at sælge sin virksomhed i havnebyen Livorno.

»Det er jo ikke helt almindeligt i Italien,« smiler Elisabeth, men pointerer at beslutningen om at arbejde sammen har været vigtig for at få familielivet med tre børn til at hænge sammen med et arbejde som selvstændig.

I dag pendulerer de mellem deres kontor lidt uden for Luccas centrum, boligerne og deres hjem. De har ansat en svensk og en engelsk pige, som særligt tager sig af markedet i deres hjemlande.

Først skal man drikke kaffe…

Virksomheden har også udviklet sit helt eget koncept. Der er ingen boliger på firmaets hjemmeside, og heller ikke et udlejningskatalog, hvor man kan sætte kryds ved det sommerhus, man bedst kan lide.

»Vi tager udgangspunkt i, hvad kunden gerne vil have, og så går vi ud og finder det.«

Elisabeth taler med kunden om budget, om det skal være i byen eller på landet, nyt eller rustikt.

Hun har valgt at samarbejde med en lang række italienske mæglere og har derfor uendelig mange boliger til rådighed, uden at det bliver dyrere for kunderne.

»Som regel finder jeg flere forskellige forslag, som jeg sender til kunden, men gør opmærksom på, at det er en process, og hvis folk har tillid til min dømmekraft, kan de gøre gode køb. Man skal nogle gange kunne rykke hurtigt, være villig til at tage flyet og komme ned. Ellers kan drømmeboligen blive solgt i mellemtiden. Sådan er vilkårene, når man handler på langdistance. Flere gange er det sket, at kunder, der har lejet bolig hos mig i årevis, har købt den eneste bolig, jeg præsenterede dem for - det er et spørgsmål om intuition.«

Det er således på mange måder et samarbejde, og det er alfa og omega, at kunden har tillid til Elisabeth.

»Jeg ved godt, at gennem min måde at arbejde på udelukker jeg nogle og inkluderer andre, og det er da også hændt, at jeg har måttet sige nej til folk, fordi jeg har kunnet mærke, at kemien ikke svingede, og de ikke havde forståelse for min måde at gøre det på.«

Bolighandel i Italien noget helt andet end i Danmark, og det er derfor en stor fordel for Elisabeth, at hendes mand, Pier Luigi, er kommet ind i virksomheden. Han tager sig for det meste af kontakten til de italienske boligejere.

»Det tager lang tid at skabe tillid. Man skal først drikke kaffe, sludre og udveksle fælles bekendte, så man ved hvem, man handler med. Det har jeg ikke altid tålmodighed til.«

På trods af otte år som statsautoriseret ejendomsmægler tager Elisabeth sig til hovedet, når skøderne skal skrives under, og hun sidder sammen med ti forskellige mennesker rundt om et bord, fordi der skal så mange forskellige led ind over en bolighandel.

Beskyttet børneliv

Hver dag ved tretiden kører Elisabeth til skolen for at hente sine to ældste børn, Filippo og Caroline. Forældrene står i en rand og venter på, at børnene bliver lukket ud én efter én.

»Børnene er meget beskyttede i de italienske institutioner,« forklarer Elisabeth.

Ud over en lille gruppe danske veninder kender Elisabeth ikke mange fastboende danskere, hun er derfor glad for, at hendes børn kommer i kontakt med mange af købernes og lejernes børn.

»Det er vigtigt for mig at kunne give mine børn en dansk omgangskreds. De kender mange af dem, der køber hernede, og ofte tager vi ud og spiser sammen, og hvis de har børn, så leger de med hinanden.«

Hun har aldrig fortrudt, at hun byttede sit faste job ud med tilværelsen som selvstændig.

»Jeg føler mig meget priviligeret over at bo så pragtfuldt, over at møde så mange spændende mennesker, at jeg har mulighed for at dele disse skønne omgivelser med andre, og så kan jeg godt lide selv at kunne bestemme over min hverdag, så jeg kan kombinere min skabertrang med tid til børnene,« siger Elisabeth.