I Israels største by, Tel Aviv, kender man ikke noget til hverken boligkrise eller faldende huspriser. Fra 2008 til 2013 steg boligpriserne i byen med i gennemsnit 55 pct., fremgår det af en rapport fra den israelske statsrevision.
Derfor er boligerne nu blevet så dyre i storbyen ved Middelhavet, at priserne nærmer sig niveauet i metropoler som London, New York og Paris. Og udviklingen viser sig blandt ved, at arbejdere og folk fra middelklassen ikke har råd til at bo i byen længere.
Boligprisernes himmelflugt skyldes, at den verdensomspændende økonomiske krise er gået helt uden om Israel. Tværtimod er landets økonomi vokset med i gennemsnit 5 pct. om året i perioden fra 2004 til 2011. I 2014 faldt væksten dog til 2,6 pct. på grund af krigen i Gaza, men det er stadig en fremgang, som slår stort set alle lande i Europa.
Kikker vi lidt længere tilbage, har Israel på mindre end en generation udviklet sig fra at være et landbrugsland til at være et højtudviklet land, hvor bruttonationalproduktet pr. indbygger ligger på niveau med Frankrigs. Samtidig ligger arbejdsløsheden med 5,9 pct. blandt de laveste i den vestlige verden, fremgår det af artiklen. Ja, de israelske afdelinger af firmaer som Intel, Microsoft og Apple har ligefrem svært ved at skaffe ingeniører nok i det land, som en gang var mest kendt for sine appelsiner.