Alle med hang til en god, saftig oksebøf skal for fremtiden tage sig i agt, hvis de befinder sig i den indiske delstat Maharashtra. Myndighederne i staten har nemlig indført et forbud mod besiddelse af oksekød og okseprodukter, som det hedder. Desuden er det blevet forbudt at slagte ture og stude. En overtrædelse af de nye regler kan medføre en straf på op til 5 års fængsel.
Koen er som bekendt hellig blandt hinduerne, som udgør det store flertal blandt Indiens efterhånden 1,2 mia. mennesker. Shiv Visvanathan, professor ved O.P. Jindal Global University i New Delhi, mener, at tiltaget kan opfattes som et hinduistisk slag vendt mod de muslimske og kristne minoriteter i landet.
Mange vil heller ikke udleje deres bolig til en person, der spiser kød. Dermed holder man reelt muslimer væk, tilføjer professoren.
Forbuddet mod oksekød var første gang på tale i Maharashtra i 1995, men den gang blev det ved forslaget. Oksekød og svinekød i forvejen ugleset på McDonalds, Burger King og mange andre indiske restauranter.
Du kan dog godt komme til at sætte tænderne i et stykke oksekød på en restaurant i Mumbai, hovedstaden i Maharashtra. Men du bliver formentlig nødt til at spørge efter det, for det står sikkert ikke på menukortet, fremgår det af et telegram fra Bloomberg News.
Det skræmmer mange fra at spise på min restaurant, hvis jeg skriver oksekød på menuen, lyder forklaringen ifølge artiklen fra P. K. Krishnan, der er restauratør i Mumbais Mahim-kvarter.