OFFENTLIG, ADMINISTRATION, SKATTER, AFGIFTER, KORRUPTION

Skattesnyd løber op i DKK 300 mia. om året

Flag 25-07-12 ~2 minutters læsning · 242 ord

Til billedet af den økonomiske slendrian i Grækenland hører, at landets borgere skønnes at snyde for DKK 300 mia. om året i skat. Det svarer til 15 pct. af den samlede græske produktion (BNP). Navnene på 4100 af de største af skattesnyderne blev i januar 2012 offentliggjort på en liste. De skylder alene i alt DKK 110 mia. i skat.

En af dem, der har forsøgt at gøre noget ved det gennemgribende snyderi, er Diomidis Spinelli, professor i software ved National and Kapodistrian University of Athens. På et tidspunkt ledede han en afdeling i det græske finansministerium, hvor 800 medarbejdere havde til opgave at udvikle software til at krydschecke indkomstoverførsler, pengeoverførsler og ejere af ejendomme.

Softwaren genererede en liste med flere hundrede tusinde mulige skattesnydere, men opdagelsen blev ikke modtaget med tak. Ingen reagerede. Diomidis Spinelli løb kort sagt mod en mur.

Senere fandt Diomidis Spinelli ud af, at mange skatteinspektører presser virksomheder og velhavende mennesker til at betale dem penge under bordet. Det kører efter 4-4-2-systemet. 40 pct. ryger i inspektørernes egen lomme, 40 pct. gives til borgeren eller virksomheden i rabat, mens kun de 20 pct. af skattegælden lander i statskassen.

Grækenland har 11 mio. indbyggere, men kun 75.000 af dem - under 1 pct. - tjener officielt over DKK 750.000 om året. Også det misforhold har Diomidis Spinelli forsøgt at gøre opmærksom på. Men da han gjorde det, modtog han et sagsanlæg fra skatteinspektørernes fagforbund, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: