PENSION, OPSPARING, SKATTER, AFGIFTER

Seksdobbelt skat af den danske pension

Flag 29-03-08 ~2 minutters læsning · 220 ord

Danskere, der flytter til Frankrig for at nyde deres otium, risikerer nu at skulle aflevere 60 pct. af deres danske pension i skat til Danmark - i stedet for 10 pct. til Frankrig, sådan som det har været reglen i årevis. Årsagen er, at den danske stat har varslet en opsigelse af den dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig, der hidtil har givet Frankrig retten til at beskatte de pensionsudbetalinger, som landets danske borgere får udbetalt fra Danmark.

Folketinget har vedtaget en overgangsregel om, at danskere med fast bopæl i Frankrig den 28. november 2007 - og som har fået deres første pensionsudbetaling senest den 31. januar 2008, fortsat kan betale den lempelige skat til Frankrig. Alle danskere, der ikke har - eller får - etableret sig i Frankrig inden disse datoer, risikerer i stedet at skulle betale den seksdobbelte skat til Danmark.

Hvordan beskatningen af danskernes pensioner i Frankrig bliver i det lange løb, afgøres imidlertid af de forhandlinger, som Frankrig og Danmark nu har indledt. Netop denne usikkerhed er urimelig, mener Kenneth Jacobsen, der er talsmand for foreningen for danske pensionister i Frankrig, Redan.

Der er danskere, som allerede har bygget, købt eller lejet bolig i Frankrig, og som er i gang med at sælge deres hus i Danmark. De burde have haft en rimelig frist, mener Kenneth Jacobsen ifølge artiklen.

Skribentmail: