JOB, JURA, REGLER, LØN, ARBEJDSFORHOLD

Vil åbne for en arbejdsuge på op til 60 timer

Flag 04-04-16 ~2 minutters læsning · 283 ord

Franske arbejdere har i en årrække nydt godt af en arbejdsuge på 35 timer, men det er på vej til at blive løsnet op. Landets socialistiske regering foreslår nu, at arbejdsugen i perioder med travlhed på arbejdspladsen kan stækkes helt op til 60 timer.

Samtidig skal det være muligt for en virksomhed at lave aftaler, som erstatter de aftaler, der ligger i firmaets branche. Det baner vej for, at tillæggene for de ekstra timer bliver lavere end i dag.

I Frankrig er det så dyrt at afskedige en medarbejder, at arbejdsgiverne løser problemet, inden det opstår så at sige. Nemlig ved ikke at ansætte folk. Derfor har den franske regering også været fremme med, at det skulle være billigere for en arbejdsgiver at fyre en medarbejder. Dette forslag er dog trukket tilbage.

Alligevel går socialisterne længere end nogen tidligere fransk regering i sit livtag med reglerne på det franske arbejdsmarked, og det har nu ført til worst case scenario for præsident Francois Hollande: De unge er begyndt at demonstrere. Forleden var mellem 70.000 og 150.000 - hovedsageligt gymnasieelever - på gaderne i en række byer for at protestere mod de nye lovforslag.

Det gjorde de også i 2006, da den daværende regering forsøgte sig med at gennemføre en ordning, som gjorde det muligt at ansætte unge til en lavere løn i deres første job. Resultatet blev, at regeringen trak forslaget tilbage.

Frankrig har i dag en arbejdsløshed på 10 pct., og blandt de unge går står hver fjerde uden job. Netop denne omstændighed bruger de unge som skyts mod regeringens reform. For hvorfor sætte arbejdstiden op i et land, hvor så mange i forvejen ikke har noget at lave, lyder argumentet ifølge artiklen.

Skribentmail: