Frankrig er det land i verden, som har mistet flest dollar-millionærer i 2016. 12.000 valgte i løbet af året at flage ud fra tricolorens land. Det viser en oversigt, som er lavet på baggrund af en rapport fra New World Wealth.
På verdensplan valgte 82.000 dollar-millionærer at flytte til et andet land i 2016, så Frankrig tegner sig for 15 pct. af verdens super-rige udvandrere. At så mange har taget flugten fra lige netop Frankrig, tilskriver artiklen de ugustige skatteregler i landet.
Efter Frankrig er det Kina, som flest dollar-millionærer vælger at vende ryggen til. I 2016 fandt 9000 super-rige kinesere grønnere græsgange uden for deres hjemland. Derefter kommer Brasilien med 8000 efterfulgt af Indien og Tyrkiet, som hver især måtte sige farvel til 6000 dollar-millionærer i 2016.
Credit Suisse vurderer ifølge artiklen, at 33 mio. mennesker verden over råder over en formue på over USD 1 mio., som altså svarer til DKK 7 mio.