GENERELLE, FORHOLD, FORSIKRING, STATSBORGERSKAB

Det nye blå europæiske sygesikringskort

Flag 29-08-07 ~3 minutters læsning · 539 ord

Mens der over sommeren 2007 har været stor debat omkring danskernes adgang til det nye blå europæiske sygesikringskort, går tingene anderledes glat i Frankrig. For en gangs skyld, fristes man til at tilføje – det berygtede franske bureaukrati taget i betragtning.

Det velkendte gule danske sygesikringskort giver IKKE længere danskerne automatisk garanti for behandling, hospitalsophold eller hjemtransport, når de rejser omkring i Europa. EU-landene kræver nu i stadig større omfang, at den syge kan fremvise det nye blå europæisk sygesikringskort. I visse lande bliver det gule sygesikringskort efterhånden blankt afvist, trods fremgår på kortet, at man har Rejsesygeforsikring. Desuden giver dansk lov kun Europæiske Rejseforsikring, der administrerer det gule sygesikringsbevis, hjemmel til at bruge det offentliges penge, hvis skaden er sket inden for en måned. Adskillige danskere er derfor kommet alvorligt i klemme rundt omkring i Europa på deres ferierejser. Ud over at være blevet syge i udlandet, har de skulle kæmpe med seje administrative systemer på et fremmed sprog og oftest selv betale for deres behandlinger. Ved hjemkost til Danmark har mange yderligere haft svært ved at få refunderet deres udgifter hos den danske sygekasse. Hvis de da ikke er blevet helt afvist at få økonomisk refundering under henvisning til, at det er de rejsendes eget ansvar at sørge for rejsesygeforsikring. Skandalen rullede allerede i maj, da en tv-udseendelse tog emnet op og beviste, at borgerne ved henvendelse til danske sygekasser blev fejlinformeret om behovet og retten til det nye blå europæiske sygesikringskort. Sygekassernes overordnede strategi syntes dengang at være, at de hverken ønskede eller evnede at udstede det blå europæiske sygesikringskort til danske borgere med behovet.

Hvis du derimod er optaget i den franske offentlige sygesikring, har du ret til sygehjælp under et midlertidigt ophold i EU-lande, de nordiske lande (inklusiv Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island) Schweiz og Liechtenstein. Frankrig benytter dog ikke længere den gamle blanket E111, men det blå europæisk sygesikringskort. På fransk kaldet ” Carte Europeene d’Assurance Maladie”. I Frankrig tager det kun omkring 2 uger at få udstedt og tilsendt kortet, hvorfor det kan anbefales at henvende sig til CPAM, den offentlige sygekasse, en lille måned før forventet afrejse. Kortet er herefter gyldigt et år frem. Kommer man alligvel for sent med sin forespørgelse til sygekassen, kan man på stedet få udskrevet et midlertidigt certifikat til at tage med på sin rejse. Det foregår ved selvbetjening i receptionsområdet, hvor man på en touch-screen-stander med pegefingeren simpelthen vælger sig frem til sit rejsemål, sin nationalitet samt indtaster sit SECU-nummer. Og vupti! ud printer standeren et ”Certificat Provisioire de Remplacement de la Carte Europeene d’Assurance Maladie”, det midlertidige europæiske sygesikringscertifikat i A4 størrelse. Det er ikke nødvendigt at få en underskrift eller et stempel fra skranken. Certifikatet gælder i fire måneder fra udstedelsesdatoen. Men det lille blå plastikkort dukker op i postkassen lang tid inden da sammen med en folder, der forklarer kortets dækning og begrænsninger.

Generelt bør man stadig undersøge reglerne nøje inden afrejse, hvis man tager på ferie i mere end en måned. Uanset om man rejser fra Frankrig eller Danmark, da det ofte vil være nødvendigt at tegne en privat rejseforsikring for begge landes tilfælde. Rejser du med udgangspunkt fra Danmark, kan du holde øje med regler og udvikling her http://borger.dk/forside/sundhed-og-sygdom/sygesikring/sygesikring-i-udlandet

Skribentmail:

Mere info: http://borger.dk/forside/sundhed-og-sygdom/sygesikring/sygesikring-i-udlandet