Den franske regering strammer løbende skatteskruen over for de udenlandske ejere af fritidsboliger i landet. Først blev de ramt af VK-regeringens opsigelse af aftalen mod dobbeltbeskatning fra 2009, og senest er de ramt af en stigning i skatten på avance ved salg af fritidsboliger i Frankrig – kun for udlændinge.
Skatten eksisterede i forvejen og var på 19 pct. Men nu har Frankrig besluttet at opkræve yderligere 15,5 pct., hvilket svarer til franskmændenes bidrag til den offentlige sygeforsikring, af udenlandske ejere af fritidsboliger.
Frankrig har ikke lagt skjul på, at udlændinge nu også skal bidrage til fransk sygeforsikring, og ifølge den fransk baserede advokat Bettina Monsonego med speciale i blandt andet bolighandel er det endnu en sten på danskernes vej til et fransk feriehus.
»Den højere skat har allerede nu haft en negativ effekt på omsætningen af fast ejendom. I nogle områder i Midtfrankrig har det måske ikke den store effekt, men på skisportsstederne og langs sydkysten har det haft stor effekt. Vi hører fra mæglerne, at der er stilstand - ikke kun på grund af avanceskatten men også fordi det er uoverskueligt, hvad der kommer til at ske. Mange danskere er rykket ud af Frankrig inden den 17. august (da skattestigningen trådte i kraft, red.), og der kommer ikke mange nye til. Det er markant,« siger hun.
Hun peger dog på, at der er flere faktorer i skattesituationen, der trækker i den negative retning for danskere med hang til Sydfrankrig.
»Det skyldes ikke den forhøjede avanceskat alene. Forklaring skal hovedsagligt hentes i det forhold, at danskere generelt har mindre likviditet til rådighed i disse dage, og især i det forhold, at dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Frankrig blev opsagt, hvilket fratog danskere, der erhverver feriebolig i Frankrig, en del fordele,« påpeger hun.
Blandt andet slap danskere helt for at betale skat af avancen ved salg af en fritidsbolig i Frankrig, da dobbeltbeskatningsaftalen var i kraft, ligesom danskere heller ikke betalte ejendomsværdiafgift af ferieboligen i Frankrig, som de gør nu.
Juridisk grænse muligvis overskredet
Men med den seneste stigning i avancebeskatningen mener Bettina Monsonego, at Frankrig muligvis har overskredet en juridisk grænse - netop fordi stigningen er tiltænkt den franske sygeforsikring.
»Der er ingen sammenhæng mellem avance på fast ejendom for udlændinge og fransk sygesikring, og det kan være i strid med grundlæggende internationale regler. Jeg kan forstille mig, at der kommer en sag om det,« siger hun.
Avancen på en fransk bolig beregnes af den oprindelige købspris fratrukket inflation og salgsomkostninger. Ved salg skal en udlænding være repræsenteret af en repræsentant for det franske skattevæsen, som personligt hæfter for, at den korrekte skat tilfalder den franske stat. Og det koster typisk 0,65 procent af salgsprisen for private og 1 procent for selskaber.
Selskaber betaler en uændret avanceskat på 33,3 procent.
Sælgeren kan også fratrække omkostninger til at have tilført ejendommen noget nyt - men ikke til forbedringer af den eksisterende ejendom. Og de kan kun trækkes fra, hvis ejeren selv, og ikke f. eks. et holdingselskab, har betalt regningen.
Områdedirektør Haanne Egaa fra Nykredits internationale forretning oplyser, at Nykredit endnu ikke har mærket den negative effekt af den seneste skattestigning.
»Vi har i 2012 haft flere finansieringer i Frankrig end i 2011. Men det er meget svingende, hvad mæglerne fortæller os - nogle siger, at det går forrygende, mens andre har mindre at lave,« siger hun.
Skatten falder lidt efter fem år
Men som hun påpeger, rammer den seneste skattestigning primært eksisterende boligejere.
»Med den seneste skatteforhøjelse er det dem med bolig i forvejen, der bliver nervøse. Nye boligkøbere ved jo, hvad de går ind til,« siger hun.
Den forrige skatteændring, som i januar forlængede perioden med ejerskab, inden avancen er skattefri fra 15 til 30 år, havde større effekt, mener hun. Den fik mange til at forsøge at sælge deres feriebolig, inden forlængelsen trådte i kraft.
Skatten falder dog lidt efter 5 års ejerskab og aftrappes løbende - men altså nu over 30 år, før den forsvinder helt.