INVESTERING, GENERELT, ERHVERVSEJENDOMME

Mange kontorbygninger er dødssejlere

Flag 30-10-10 ~2 minutters læsning · 248 ord

Mange af de kontorbygninger, som er skudt op i Dubai de senere år, er de rene dødssejlere. Det vil aldrig nogensinde lykkes at få dem lejet ud. Det mener Nicholas Maclean, der er direktør for den amerikanske ejendomsmæglerkæde CB Richard Ellis i Mellemøsten.

Årsagen er især, at kontorbygningerne er bygget dårligt, og at de ligger forkert. At ligge forkert er i denne sammenhæn ensbetydende med at ligge i udkanten af Dubai. Ja, rent faktisk skal en kontorejendom helst ligge på Sheikh Zayed Road for at kunne udlejes. Selv en placering på hovedforretningsgaden langs kysten kan være problematisk.

At placeringen betyder meget i Dubai, afspejler sig f.eks. i prisen for at leje et kontorlokale. I det skattefrie Financial Distrikt (DIFC) ligger huslejen på DKK 450 pr. kvadratfod, mens prisen pr. kvadratfod falder til ca. DKK 250 på Emaar Square tæt på Burj Khalifa. Til sammenligning koster det kun ca. DKK 50 at leje et kontorlokale i Dubais udkant.

I alt står ca. 40 pct. af Dubais kontorlokaler tomme, og de fleste ligger i byens periferi. Alligevel bliver der yderligere færdiggjort 1,85 mio. kvadratmeter kontorlokaler inden for de næste fire år, lyder skønnet fra CB Richard Ellis.

Alt i alt var der i juni 2010 2,6 mio. kvadratmeter kontorbyggeri under opførelse i ørkenmetropolen, vurderer Colliers International, et andet internationalt ejendomsmæglerfirma. Dermed er Dubai den by i verden, som har tredjeflest kvadratmeter kontorer på vej. Kum Moskva og Shanghai har flere kontorlokaler på vej, fremgår det ifølge artiklen af et Bloomberg-telegram.

Skribentmail: