Danskerne frygter ikke græsk økonomis kollaps. Kun lange ventetider og aflysninger af drømmeferien.
1200 danske charterturister på vej til Grækenland er blevet mellem halvanden og tre timer forsinket på rejsen tirsdag.
- I dag og i morgen har lufthavnspersonalet i Grækenland bebudet punktstrejker. Det betyder, at de åbner og lukker lufthavnene, men de siger ikke hvornår. Det driller os utroligt meget, siger salgsdirektør Stig Elling, Star Tour.
Ud på eftermiddagen stod dog det klart, hvornår grækerne satte prop i lufthavns-trafikken. Første gang var fra klokken 7 til 11 og bagefter fra klokken 17 og frem til klokken 21.
Onsdag skal omkring 1000 danskere enten til eller hjem fra Grækenland, og her må turisterne atter regne med forsinkelser. Men Stig Elling er mest bekymret for weekenden.