REJSE, TRANSPORT, ØKONOMI, ADVOKATER, LEDELSE, FLY, VINDMØLLER, SMYKKER, URE

Rejsegarantifonden overvejer appel til Højesteret

Flag 05-07-12 ~2 minutters læsning · 408 ord

Landsretsdommen om, at Norwegian ikke behøver indrullere sig i Rejsegarantifonden, skuffer rejsebranchen. Uenighed mellem landsretsdommere. SAS har ingen kommentarer til dommen.

”SAS har ingen kommentarer. Rejsegarantifonden har allerede sagt det, der skal siges,” sagde Per Møller Jensen, Vice President i SAS for marketing og EuroBonus i går til takeoff.dk efter dommen i Østre Landsret. Dommen slog fast, at Norwegian, næststørste flyselskab i Danmark efter SAS, ikke behøver registrere sig i Rejsegarantifonden og dermed kunne udbyde konkursforsikring til privatrejsende.

Fra Rejsegarantifonden sagde direktør, advokat Birgitte Fjeldhoff, til takeoff.dk: ”Jeg har kigget dommen hurtigt igennem og skal nu nærlæse den. Bestyrelsen for Rejsegarantifonden vil på sit møde i august beslutte, om dommen skal ankes til Højesteret.”

Hele domsafsigelsen fylder 17 sider, hovedparten er dog referat af, hvad sagens parter, bl.a. Norwegian og Rejsegarantifonden, sagde under det lukkede retsmøde sidste måned. Norwegian havde ønsket dørene lukket af hensyn til forretningshemmeligheder.

Selve dommen er på kun en side. ”Her lægger dommerne vægt på, at er helt afgørende, at man ikke fysisk kan gå ind på noget Norwegian-kontor i Danmark og købe billet til selskabet,” siger Birgitte Fjeldhoff og tilføjer:

”At Norwegian ikke skal registrere sig i Rejsegarantifonden er modsat den konklusion, Erhvervsankenævnet kom frem til – og her er der en landsretsdommer som formand.”

Jeg har også i dag talt med formanden for Rejsegarantifonden (tidligere direktør for SAS Danmark, Susanne Larsen, red) – Susanne Larsen er skuffet over dommen, da hun finder det vigtigt, at så mange som muligt har mulighed for at købe en konkursbeskyttelse hos flyselskaberne, herunder hos det næststørste flyselskab i Danmark,” siger Birgitte Fjeldhoff og fortsætter:

”Hver dag ringer mange forbrugere til os og spørger, hvordan de køber konkursforsikring hos forskellige flyselskaber, da dette ikke fremgår af selskabernes hjemmesider. Sidste år blev der solgt 125.000 af disse forsikringer mod 180.000 i 2010, det første år, hvor muligheden var med i loven om Rejsegarantifonden.”

I forhold til de op mod ni mio. flybilletter, der årligt sælges med afrejse fra Danmark, er salget af konkursforsikringer ikke stort, medgiver Birgitte Fjeldhoff. ”Men jeg kan forsikre om, at de mange tusinde, der tabte deres billetter efter Cimber Sterlings konkurs, havde ønsket, at de havde købt en konkursforsikring. Vi har vel 2.500 sager om tabte flybilletter til Cimber Sterling – mange af sagerne drejer sig om mere end én person,” siger Rejsegarantifondens direktør.

Ifølge loven om Rejsegarantifonden skal den revideres efter to år. Det går politikere og rejsebranchen i gang med efter sommerferien.

Skribentmail:

Mere info: http://www.takeoff.dk/news/23326