Comorerne - en lille ø-gruppe i det Indiske Ocean - har gjort det til en stor indtægtskilde at sælge statsborgerskaber. Alene til indbyggere i landene omkring den Persiske Golf har øgruppen solgt statsborgerskaber for DKK 1,2 mia., vurderer den amerikanske tænketank Freedom House.
Salget bygger på en lov fra 2008, som giver landet lov til at sælge statsborgerskaber til udlændinge. Der foreligger dog ikke noget om prisen pr. statsborgerskab, men salget foregår tilsyneladende til både enkeltpersoner og myndigheder i andre lande.
En af de store kunder er Kuwait, som ikke ønsker at give sit eget statsborgerskab til de mange statsløse, der arbejder i oliestaten. I stedet får de pågældende personer statsborgerskab i Comorerne, samtidig med at de får adgang til gratis uddannelse og sundhedsforsikring i Kuwait.
For Kuwait er statsborgerskabet til et andet land en fiks løsning i forhold til 100.000 beduiner, som ifølge oliestaten er illegale indvandrere, men som selv mener, at de har krav på at opnå kuwaitisk statsborgerskab. Dette fraråder menneskerettighedsorganisationer dog. Et statsborgerskab i f.eks. Comorerne vil slet ikke give beduinerne de samme rettigheder som et statsborgerskab i Kuwait, påpeger organisationerne ifølge artiklen.