Der er stadig udbredt korruption i det offentlige system i Bulgarien. F.eks. kan virksomheder have svært ved at få byggetilladelser og andre offentlige tilladelser, medmindre de betaler et beløb under bordet for at få tilladelserne.
Korruptionen er et resultat af den ulige fordeling af goderne, som kommunismen i sin tid stod for. Siden har murens fald skabt et tomrum, som igen har givet plads for en veludviklet grå og sort økonomi. Samtidig har Bulgarien en svag offentlig sektor, hvor mange medarbejdere er dårligt lønnede, lyder forklaringen fra Kaare Janson, der er Danmarks ambassadør i Sofia.
På den seneste oversigt fra Corrution Perception Index (CPI) figurerer Bulgarien på en 64. plads. Dermed er landet det næstmest korrupte i EU. Kun overgået af Rumænien, som indtager 69. pladsen i opgørelsen, hvor Danmark i øvrigt ligger som nummer et, fremgår det af artiklen.