Bahrain med 1,3 mio. indbyggere er hårdere ramt af det store prisfald på olie end stort set alle andre olielande. Det går så stærkt tilbage, at kreditvurderingsfirmaet Standard & Poor’s i februar 2016 rykkede staten ved den Persiske Golf to niveauer ned, hvilket er usædvanligt.
De lave oliepriser rammer ekstra hårdt i den lille stat, fordi den har brugt sine oliemilliarder på at opbygge et stort og dyrt velfærdssystem. Statens budget balancerer med en oliepris på USD 120, og så kan det virkelig mærkes, når prisen falder til 1⁄3.
Samtidig har landets ledende familie siden 1783, al-Khalifah, undladt at spare op til dårligere tider, sådan som andre lande i området har valgt at gøre. Det forklarer, hvorfor den offentlige gæld i lilleput-staten har taget et hop fra 30 pct. af års-produktionen i 2011 til forventet 80 pct. i 2017.
Derfor virker det uundgåeligt, at styret i landet må i gang med at spare på velfærden. Men dermed stiger risikoen for social uro, fremgår det af artiklen.