Der har sneget sig en slange ind i det tidligere paradis på Amerikanske Jomfruøer, som tidligere var en dansk koloni under navnet Dansk Vestindien. De ellers så postkortagtige øer plages nu i stor stil af kriminalitet. Der udspiller sig et kraftigt opgør om narko, som trækker et blodigt spor af mange mord efter sig, beretter skribenten i artiklen.
F.eks. fraråder politiet i hovedstaden Charlotte Amalie, som dagligt oplever røverier, at man går rundt efter mørkets frembrud. Desuden skal man ikke kradse ret meget i overfalden for at finde fattigdom og håbløshed på øerne.
Men alt dette er vel på trods af, at øerne i sin tid befandt sig under Danmarks beskyttende vinger? Danmarks guvernør Peter von Scholten var jo bl.a. hurtig til at afskaffe slaveriet på øerne, lyder den danske selvforståelse.
Men nej. Det holder heller ikke. Slaverne i Dansk Vestindien blev først frigivet 10 år efter, at det skete på de Britiske Jomfruøer. Danmark er i virkeligheden slet ikke kendt for noget godt blandt øernes befolkning i dag. Og skribenten har ligefrem fået det gode råd, at han bør undlade at skilte med sin danske nationalitet på øen.