VIRKSOMHED, GENERELT, JOBMULIGHEDER, VIRKSOMHEDSETABLERING

Jeg kunne godt tænke mig et sted i Toscana, Paris og New York

Flag ARTIKEL 26-08-08 ~3 minutters læsning · 436 ord

»Jeg bor i USA, Miami. Jeg har åbnet min egen butik, der sælger udstyr og tilbehør til biler. Jeg er ejer af en stor virksomhed, som er verdenskendt. Jeg har butikker både i USA og Europa og tjener cirka en million om året efter skat. Jeg er gift og har tre børn.«

Så klar er drømmen for en af de over 1.500 gymnasieelever, som har deltaget i Berlingske Tidendes undersøgelse af den danske ungdoms håb og drømme. Det handler om at komme ud i verden og få succes; big time! Og netop det internationale liv er også noget, der frister de fire 1988ere, som Berlingske har fulgt.

»Jeg kunne rigtig godt tænke mig at leve et internationalt liv. At have et sted i Toscana, Paris, New

ork og så selvfølgelig også i Danmark. Og så bare gøre det, jeg har lyst til. Gribe mulighederne,« siger Kasper Pape Helligsøe, der allerede nu, få måneder efter færdiggørelsen af gymnasiet, er rejst til Mexico for at deltage i et projekt for Mellemfolkeligt Samvirke og for senere at rejse rundt i USA.

Også Kasper Lauritzen er interesseret i at flytte til udlandet. I første omgang i en kortere periode, men, hvis det rigtige job byder sig, gerne i længere tid.

»Jeg har en ide om at flytte til London et halvt års tid, efter jeg har været i militæret for at opleve en masse ting. Men jeg har ingen planer om at bo længere tid i udlandet, men omvendt vil jeg gerne flytte for et job i udlandet men så skal det være til en større by i et engelsktalende land,« siger Kasper Lauritzen.

»Jeg har det fint, hvor jeg er«

Omvendt kan en af de andre adspurgte gymnasieelever, Camilla Hollmann, ikke forestille sig at bo i udlandet. Hun er nemlig godt tilfreds med tilværelsen på Bornholm:

»Jeg har det fint, hvor jeg er. Men der er nogle steder, jeg gerne vil se, før jeg dør. Paris, New

ork og Italien,« siger hun.

Af rundspørgen til landets gymnasier fremgår det i øvrigt, at det i højere grad er de unge mænd end de unge kvinder, der har planer om at rejse til udlandet, mens der modsat ikke er bemærkelsesværdig større udlængsel i nogle regioner frem for andre.

Hvad angår mobiliteten mellem landsdelene er den samme tendens, som vi har set i årtier, stadig gældende. Unge i Region Hovedstaden ønsker at blive, det gør også et flertal af de unge i Region Midtjylland, mens kun omkring en tredjedel af de unge fra regionerne Syddanmark, Sjælland og Nordjylland forestiller sig at blive boende i deres nuværende region.

Berlingske Research: Anders Wykow Hansen