OFFENTLIG, ADMINISTRATION, JURA, REGLER, STATSBORGERSKAB, STEMMERET

Ønsker bare ét land at stemme i

Flag 13-03-09 ~2 minutters læsning · 264 ord

En række udlandsdanskere, som Jyllands-Posten har talt med, mener, at de er ramt på menneskerettighederne. De kritiserer kraftigt, at danskere, der flytter til udlandet men beholder deres danske statsborgerskab, mister deres stemmeret både i Danmark og i det land, de er flyttet til.

En af dem er Pia Poulsen, som bor i Danmark. Hun mener, at reglerne tager de demokratiske rettigheder fra de udlandsdanskere, som ikke kan få sig til at opgive deres danske statsborgerskab, fordi de føler sig som danskere helt ind i hjertet. Giv os i det mindste lov til at stemme ét sted, bønfalder hun ifølge artiklen.

Udlandsdanskeren Birgit Ballantyne fra Canada er helt enig. Hun tilføjer, at udlandsdanskere bør have ret til dobbelt statsborgerskab, men de skal kun have lov til at stemme i ét land. Det skal være det land, de bor i, mener hun. Det samme mener Irene Lundgaard, der bor i Irland.

Debatten om udlandsdanskernes stemmeret og dobbelt statsborgerskab er blevet aktuel igen, efter at det er kommet frem, at Karsten Nonbo, folketingsmedlem for Venstre, har kaldt udlandsdanskerne for hyklere. Det mener han med henvisning til, at de ikke kan bevare en dansk rettighed som stemmeretten, når de er søgt i skattely. Danmark skal ikke regeres fra udlandet, mener Karsten Nonbo.

Folketingspolitikeren glemmer, at lønningerne er lavere i udlandet - og derfor også skatten, mener Anders Wengel, der bor i Holland. Han blev overrasket over, at han mistede sin stemmeret, da han flyttede til landet bag digerne. Han kan dog stadig stemme til EU Parlamentet for Danmark - og til de hollandske kommunalvalg, fortæller han i artiklen.

Skribentmail:

Mere info: http://jp.dk/arkiv/?id=1629032