JOB, SKATTER, AFGIFTER

Flertal bag bøde for at arbejde i udlandet efter endt uddannelse

Flag 24-11-10 ~Et minuts læsning · 174 ord

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får nu opbakning til deres tanker i planen «En fair løsning» om, at danskere skal betale en straf-afgift, hvis de rejser til udlandet for at arbejde, når de har afsluttet deres uddannelse i Danmark. Det er Dansk Folkeparti, der stiller sig op i køen og foreslår, at de pågældende danskere skal betale op til DKK 130.000, hvis de vælger at arbejde i udlandet efter endt studietid.

Bøden skal svare til den SU, som den enkelte studerende har fået i den tid, der er gået med at tage en kandidatgrad i Danmark. En kandidatuddannelse er normeret til to år, og i den periode kan en dansk studerende modtage op til de nævnte DKK 130.000.

Tilbagebetalingen af SU’en skal forebygge hjerneflugt og den indflydelse, som globaliseringen har på vores velfærdssamfund, lyder begrundelsen fra Marlene Harpsøe, der er erhvervsordfører for Dansk Folkeparti i Folketinget.

Forslaget, som også kaldes kandidatpant, støttes af både Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Dermed er der reelt allerede et flertal, som kan vedtage tilbagebetalings-ordningen i Folketinget, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: