12 karikaturtegninger af profeten Muhammed har gjort verden mere usikker.
Det er blevet farligere at være udedansker i muslimske lande efter at Jyllands-Posten i september sidste år trykte 12 karikaturtegninger af muslimernes profet Muhammed. Muslimer i Danmark blev rasende, og 11 muslimske landes diplomater i Danmark bad om et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Danskere, der opholder sig i muslimske lande, bør udvise største agtpågivenhed. Har man et lille Dannebrog på sin bil, vil det nok være bedst at fjerne det. Det samme gælder danske flag. Udedanskere gør klogt i at holde en lav profil, så længe protesterne mod de satiriske Muhammed-tegninger fortsætter.