BOLIG, STATISTIK, BOLIGKØB

Mange nye solkyster

Flag 04-12-06 ~4 minutters læsning · 836 ord

Så snart en dansker siger «Solkysten», går samtalepartnerens tanker med ret stor sikkerhed straks til Costa del Sol på den spanske sydkyst. Og sådan vil det nok også være nogle år frem i tiden. Men i virkelighedens verden går danskernes tanker og drømme i retning af flere og flere «solkyster», og «solkysterne» spreder sig på stadig flere lande - og endda verdensdele.

Frem til sensommeren 2006 var alle artikler, bidrag, tekstannoncer m.m. på Udvandrerne.dk først og fremmest søgbare på lande. Men siden september 2006 har de tusindvis af dokumenter på webstedet som noget ret enestående været opdelt helt ned på regioner, hvis dokumentet handler om et af de 17 mest læste lande.

Det giver brugerne mulighed for at lave nogle meget præcise søgninger rent geografisk efter gode råd. Men sammen med tælleapparatet, som hele tiden beregner og viser, hvor mange gange et givet dokument er blevet læst, giver den nye opdeling af materialet på webstedet en helt ny mulighed for at kaste lys over, hvilke regioner der interesserer brugerne mest.

Eftersom de pågældende dokumenter nu er stemplet med både region og antal visninger, er det nu muligt ikke blot at give et øjebliksbillede af danskernes interesse for de forskellige regioner rundt om i Verden. Det er også muligt at vise billedet med «tilbagevirkende kraft» og dermed få et indblik i tendenserne på området.

Velkommen til en helt anden version af regionernes Europa, som der tales så meget om i EU. Velkommen til regionernes Verden!

Den første afsløring af danskernes interesse for de forskellige regioner fremgår af fig. 1.

Alanya og de andre

Det første, der springer i øjnene i tabellen er, at de tyrkiske regioner sætter deres præg på toppen af hitlisten, akkurat som Tyrkiet gør det på landeniveau.

Alanya-området topper i suveræn stil. Borg-byen på den tyrkiske sydkyst tiltrækker sig mere interesse blandt brugerne end noget andet land - bortset fra Tyrkiet, selvfølgelig. På andenpladsen følger «naboen» mod vest, Antalya-regionen, der løber med lige så mange læsere som f.eks. Spanien og Frankrig.

Derefter følger en anden nabo - nu blot til Danmark. Skåne indtager tredjepladsen på regions-listen - efterfulgt af den franske riviera.

Inden det blev populært at købe feriebolig i Tyrkiet for et par år siden, lå Skåne og Rivieraen i samme rækkefølge - blot som nr. henholdsvis et og to på listen.

Spanien har mindst en håndfuld regioner, som alle trækker rigtig mange læsere på Udvandrerne.dk. Det kan være forklaringen på, at ingen af de spanske regioner kommer helt til tops. Til gengæld sætter Spanien sit præg på den nederste halvdel af top 10 med Costa del Sol og Costa Blanca. Kun «afbrudt» af den tyrkiske ægæerkyst, Toscana, Centralthailand og Berlin.

De 17 mest populære regioner på Udvandrerne.dkAndelen af læste sider
Region (land)4. kv. 051. kv. 062. kv. 063. kv. 064. kv. 06 *)
1Alanya-området (Tyrkiet)28,36 %21,63 %23,22 %25,17 %23,24 %
2Antalya-regionen (Tyrkiet)6,09 %7,78 %7,67 %7,70 %6,25 %
3Skåne (Sverige)5,74 %6,36 %5,89 %4,19 %4,83 %
4Rivieraen (Frankrig)5,35 %5,40 %5,17 %3,36 %4,07 %
5Ægæerkysten (Tyrkiet)2,24 %1,83 %3,39 %3,35 %3,83 %
6Costa del Sol (Spanien)3,48 %3,74 %3,50 %3,60 %3,76 %
7Costa Blanca (Spanien)1,29 %1,73 %1,74 %1,21 %1,36 %
8Berlin (Tyskland)0,03 %0,08 %0,29 %1,82 %1,10 %
9Centralthailand (Thailand)0,33 %0,60 %0,51 %0,87 %1,08 %
10Toscana (Italien)0,27 %0,22 %0,29 %0,79 %0,91 %
11Provence (Frankrig)0,26 %0,33 %0,39 %0,53 %0,79 %
12Kreta (Grækenland)0,40 %0,35 %0,49 %0,91 %0,69 %
13London-området (Storbritannien)0,37 %0,56 %0,67 %0,61 %0,67 %
14Languedoc-Roussillon (Frankrig)0,49 %0,44 %0,66 %0,93 %0,63 %
15Sydkysten (Bulgarien)0,43 %0,31 %0,25 %0,66 %0,60 %
16Nordkysten (Bulgarien)0,18 %0,14 %0,26 %0,74 %0,56 %
17Algarve (Portugal)0,10 %0,16 %0,19 %0,67 %0,50 %

Fig. 1: Sådan fordeler interesserne for de forskellige regioner sig blandt brugerne af Udvandrerne.dk. Procenterne er beregnet som antallet af viste sider om hver enkelt region set i forhold til det samlede antal artikler, bidrag og annoncer m.m., som handler om et land - og som derfor også har mulighed for at handle om en region. Dokumenter om «Verden» er udeladt, fordi de ikke kan komme til at handle om en region, når de ikke handler om et land.

*) Tallene for 4. kvartal 2006 omfatter oktober og november.

Berlin er højdespringeren over dem alle

En anden iøjnefaldende ting ved tabellen er, at top-regionerne taber tærræn, mens forfølgerne haler ind. Alle regioner fra placering fem til 17 har ifølge opgørelsen oplevet ikke blot en stigende - men en stærkt stigende - interesse i løbet af det seneste års tid.

Dermed bekræfter opgørelsen over interessen for de forskellige regioner den tendens, der også har været på landeniveau blandt Udvandrerne.dk’s brugere i 2006. Nemlig at interessen går i retning af områder, som ligger længere og længere væk fra Danmark. Kort sagt: Det virker, som om danskerne er ved at få mere smag for eksotiske lande.

Berlin indtager pladsen som feltets ubestridte højdespringer. Interessen for at købe billige lejligheder i den tyske hovedstad har fået læsertallet til at vokse 35 gange siden slutningen af 2005.

Men mange af de øvrige regioner i forfølgerfeltet har oplevet mellem fordoblinger og firdoblinger af læserinteressen. Det gælder således Centralthailand, Toscana, Provence, den bulgarske nordkyst og Algarve-kysten.

Skribentmail: