De nye regler om ejendomsværdiskat af danskernes boliger i udlandet kan betyde, at boligejerne får i tusindvis af skattekroner retur. Men det er blot ikke til at finde noget om reglerne på Skats hjemmeside, og det er forkasteligt.
Sådan mener Anders Lærkedal, indehaver af virksomheden Q-metal. Han har heller ikke har fået indtryk af, at ret mange har opdaget de nye regler.
Reglerne betyder kort fortalt, at danskere kan søge om tilbagebetaling af den ejendomsværdiskat på udenlandske boliger, så de bliver omfattet af det danske skattestop med tilbagevirkende kraft. Det var de ikke, indtil EF-domstolen i januar 2008 kendte Skats forskelsbehandling på danskeres boliger i Danmark og i udlandet for ulovlig.
Anders Lærkedal har selv købt en lejlighed i Spanien i 2006, og i den forvindelse har han søgt om tilbagebetaling af ejendomsværdiskat for 2006, sådan som de nye regler giver ham mulighed for. Danskerens ejendom i Spanien er fordoblet i værdi fra 2001, da skattestoppet blev indført, til 2006. Samtidig er det 1 pct. af ejendomsværdien, som Anders Lærkedal hvert år skal betale til det danske skattevæsen af sin spanske bolig, så værdien af skattestoppet er stor, fortæller han ifølge artiklen.