Skattestoppet er vel en af den borgerlige regerings største fodaftryk i nyere Danmarks-historie. Og regeringen skal da også have stor ros for lysten til at gribe fat i ror-pinden på den skattemæssige supertanker, inden fartøjet stikker helt af fra resten af verden.
Stoppet har i hovedtræk låst ejendomsværdiskatten fast på 2002 niveau, og det har bl.a. forhindret skatten i at stige i takt med boligpriserne i de senere år. På den måde slipper danske boligejere - helt rimeligt - for at betale en skyhøj skat af en værdi, som langt de fleste alligevel kun råder over en mindre del af. Ofte tilhører hovedparten jo kreditforeningen og banken. Hvis ikke næsten det hele.
Men ikke alle danskere slipper for nogle ekstra vrid på skatteskruen. Hvis man tilhører de 70.000 danskere, der ifølge Skats vurdering har købt en feriebolig i udlandet, er skattestoppet en by i Rusland. Ved boliger i udlandet beregnes ejendomsværdiskatten nemlig af den fulde handelspris.
Denne mærkværdighed er kommet frem i lyset takket være en afgørelse fra EF-domstolen (sådan hedder den stadig) i en tysk skattesag den 17. januar i år. Advokatfirmaet Kromann Reumert vurderer, at den danske praksis efter dommen er i strid med EU-reglerne om kapitalens fri bevægelighed, fordi den forskelsbehandler ejendomskøb i forskellige lande.
Beregningen af ejendomsværdiskatten på den udenlandske bolig bør altså ske på basis af ejendommens værdi i 2002, men den kan blive svær at finde frem til. Derfor mener advokatfirmaet, at Skat - af mangel på anden lovhjemmel - kan blive nødt til at betale hele ejendomsværdiskatten tilbage til de danskere, der har købt bolig i udlandet siden 2002.
Den tygger Skat nu på. Inklusive skatteminister Kristian Jensen, der vil lade det være op til et større analysearbejde, om de pågældende danskere skal have skattepenge tilbage eller ej. «Vi vil som altid efterleve afgørelser fra EF-domstolen», har han udtalt.
Danskere med bolig i udlandet har i forvejen ikke haft det alt for alt let i det seneste par år. Og det samme gælder de skønsmæssigt 800.000 danskere, som drømmer om at få det.
Først var der problemerne med at få skøde på en bolig i Tyrkiet, efter at landet havde udviklet sig til den helt store dansker-magnet. Så kom (den første…) Muhammed-krise, og en række bombesprængninger bl.a. i Tyrkiet gjorde det hele værre. Senest er priserne på boliger i en række lande stagneret eller ligefrem faldet - med hvad det giver af ekstra spekulationer forud for et køb.
På den baggrund er EU-dommen vel nok den mest glædelige nyhed i flere år for danskere med bolig i udlandet - og for danskere med overvejelser i den retning. Vi taler trods alt om tusindvis af danskere, der har fået udsigt til lidt mere velfærd!
Kristian Jensen burde hellere deltage i glæden i stedet for blot at spekulere i analysearbejde.
Så sjovt er det trods alt heller ikke at betale to gange ejendomsskat. Nemlig til Danmark og så til ejendommens hjemland, der måske endda befinder sig flere tusinde kilometer fra den danske muld.
Dobbeltbeskatning er ellers noget, Danmark har forsøgt at undgå i årtier ved at indgå aftaler med en lang række lande. Men i sagen om ejendomsværdiskatten på boliger i udlandet virker det snarere, som om Kristian Jensen og de øvrige folketingspolitikere prøver at fastholde den.
Læs evt. også en anden udgave af dette synspunkt, som i dag er offentliggjort i netavisen 180Grader på:
http://www.180grader.dk/klumme/Skatteminister_p_togt_i_udlandet.php