Muhammed-tegninger og demonstrationer mod Danmark forskellige steder i verden har på ingen måde fået danskerne til at trække sig ind i sig selv og indstille interessen for at købe sig en bolig i udlandet. Tværtimod!
I 1. kvartal 2006, hvor Danmark verden over har været mere omdiskuteret end nogensinde før, har Udvandrerne.dk - den førende og fuldstændig landeneutrale web-portal for danskere med udlængsel - oplevet en fordobling af besøgstallet siden 4. kvartal 2005. I marts var der således 3889 besøg pr. dag på webstedet, som p.t. indeholder næsten 6000 gode råd om at flytte til udlandet eller købe bolig der. I oktober-december 2005 lå det daglige besøgstal på 1800-1900.
I tilfældet Tyrkiet har den danske udlængsel ydermere været under pres i de senere måneder, fordi tusindvis af danskere, der har købt bolig i landet, ikke har kunnet få det endelige skøde på deres ejendom af de tyrkiske myndigheder. De første skøder blev imidlertid frigivet torsdag d. 6. april, og for fremtiden har alle danskere ret til at anskaffe sig en feriebolig i landet, blot de forinden skaffer sig en seks måneders opholdstilladelse.
Tyrkiet har kort sagt været «samspilsramt» frem til torsdag i sidste uge, og det har uden for diskussion fået mange danskere til at udsætte eller helt undlade et ellers planlagt køb af en bolig i landet på begge sider af Bosporus. Men interessen for at købe bolig i landet har fortsat kursen mod den måne, som pryder landets flag. I 1. kvartal af i år blev der således læst 436.094 sider om Tyrkiet. Det er mere end en fordobling på to kvartaler. Samtidig er der tale om det største læsertal, som noget land nogensinde har haft på Udvandrerne.dk. Dermed fastholder Tyrkiet - trods Muhammed- og skøde-krise - sin position som det land, de fleste brugere vil læse om på webstedet.
Men årets første kvartal har også afsløret en stærkt stigende interesse hos danskerne for at købe bolig i andre lande. Spanien - det næstmest «populære» land på Udvandrerne.dk - har oplevet en tre-dobling af læsertallet på to kvartaler til 137.258 sider. Skarpt efterfulgt af Frankrig på tredjepladsen - også med en tredobling i samme periode til 118.437 viste sider.
Men danskerne er ikke blot blevet mere interesseret i at læse om køb af bolig i udlandet i løbet af det første kvartal af 2006. Lige så bemærkelsesværdigt viser besøgstallene på Udvandrerne.dk, at den danske udlængsel mere end nogensinde før søger mod andre lande end de tre "store".
Bulgarien besætter nu sjettepladsen på danskernes «landehitliste» med en fordobling i interessen på kun to kvartaler. Lige herefter følger Italien. Og på 9. pladsen kommer nu Thailand, som i mange år har været et stort hit i Sverige, med en firdobling i interessen på to kvartaler. 10. pladsen besættes af Grækenland.