Manglen på nærmest alt er nu så udpræget i Venezuela, at køerne foran forretningerne leder tankerne hen på sovjettiden. Hvis det rygtes, at en forretning har fået varer, kan køen af kunder nå op på 500 mennesker, skriver Financial Times.
Problemet med køer er dog lidt mindre for de venezuelanerne, der har råd til at anskaffe sig en smartphone. De kan nemlig installere en app, der er i stand til at udpege de butikker, som har varer på hylderne.
Mangelsituationen i landet rammer til en vis grad ved siden af den danske fødevareproducent Plumrose. ØK-selskabet ejer nemlig også en række svinefarme, som sikrer leverancer til forarbejdningen. Desuden har Plumrose i Venezuela en mindre produktion af fodermajs, som igen bidrager til at holde svinefarmene i gang. ØK overvejer dog en kraftig udvidelse af sin foderproduktion i landet, fremgår det af artiklen.