JOB, SKATTER, AFGIFTER, MOMS

Har den laveste skat blandt 50 stater

Flag 08-11-25 ~2 minutters læsning · 350 ord

De fleste ved godt, at amerikanerne betaler væsentlig mindre end den skat, som befolkningen med nogle af verdens højeste skatter og afgifter, nemlig danskerne, må ryste op med. Men også inden for USA er der forskel. Flytter du til Alaska, føles det koldt, men skatteklimaet er til gengæld det behageligste blandt samtlige 50 stater i Guds eget land.

I staten helt mod nord slipper du nemlig i gennemsnit med at betale sammenlagt 5,16 pct. af din personlige indkomst i statslige og lokale skatter, og det er der ingen andre amerikanske stater, der kan hamle op med. New York topper listen med statslige og lokale indkomstskatter på 12,28 pct.

Dertil kommer den føderale indkomstskat, som gælder for alle amerikanere. Den præsterer at have flere knæk-satser end den danske, selv når vi fra nytår lægger en top-top-skat oveni den nuværende top-skat. Men ingen af knækkene kommer i nærheden af det danske niveau.

Du slipper med at betale 12 pct. i føderal indkomstskat af den sidst tjente dollar, hvis du tjener under det, der svarer til DKK 288.000. Tjener du op til DKK 615.000, stiger skatten på den sidste dollar til 22 pct., og tjener du op til DKK 1.175.000, stiger marginalskatten til 24 pct.

Det betyder, at den samlede indkomstskatteprocent i USA lander på godt og vel halvdelen af den danske. Og her ligger Alaska altså i bunden med en samlet indkomstskatteprocent, der f.eks. holder sig under 30 pct., selv om du tjener mere end en million kroner om året.

Oveni dette går der også penge den modsatte vej i netop Alaska, idet alle statens borgere hvert år modtager en check for råvareindtægter i Permanent Fund Corp. Den lød f.eks. på USD 992 i 2020.

Fra minussiden skal nævnes, at sundhedsvæsenet ikke er gratis hverken i Alaska eller resten af USA. Og leveomkostningerne skubbes i vejret på grund af de store afstande. Modsat i Danmark kan alaskanerne dog ikke klage over, at priserne presses i vejret af moms. Den lyder nemlig på et rundt 0 - både på fødevarer og alt andet, fremgår det af artiklen.

Mere info på https://veritastaxcredits.com/alaska-state-income-tax/ og https://www.usnews.com/news/best-states/articles/states-with-the-lowest-taxes

Skribentmail:

Mere info: https://tombouctou-food.com/da/9-stater-med-ingen-indkomst-skat/