Som dansker skal du betale moms og told af alle de varer, som du bringer med dig hjem fra en rejse til USA. Reglen gælder for den del af varerne, som overstiger en værdi på DKK 1350. Til nytår bliver den moms- og toldfri grænse dog sat op til DKK 3225.
Alligevel er varerne - bl.a. på grund af den meget lave dollarkurs - ofte så billige, at du stadig kan få tingene til under halv pris overthere. Selv når tolden og momsen er medregnet.
Dagbladet Børsens udsendte medarbejder var i april 2008 på indkøb i «Premium» Outlet i Las Vegas. Her fandt han et par sommer-sejlersko i Timberland-butikken for cirka DKK 350, mens den kraftige vintermodel af sejlerskoene kunne erhverves for DKK 125.
Et par af de populære Levi’s 501-jeans kunne købes for DKK 200, mens prisen for model 505 var nede på DKK 140. DKK 140 var også den typiske pris på et par Dockers-lærredsbukser.
Skjorter fra Tommy Hilfiger var sat på udsalg til DKK 70-80, mens de øvrige skjorter af samme mærke kostede DKK 150. Til gengæld kunne du få skjorte nummer to til halv pris. Skjorter fra Ralph Lauren var sat til salg for 200-300, fremgår det af artiklen.