FORBRUG, JURA, REGLER

Fri marihuana gør ikke den store forskel

Flag 28-02-14 ~2 minutters læsning · 265 ord

Den 1-1-2014 blev Colorado den første stat i USA til at legalisere marihuana - både produktion, salg, besiddelse og forbrug af rusmidlet. Salget af marihuana skal dog foregå fra statsautoriserede butikker, og dem er der foreløbig opstået 139 af. Til gengæld må alle personer på 21 år eller derover købe rusmidlet. Fastboende må købe 28 gram i hver forretning, mens alle andre må nøjes med 7 gram pr. køb.

Man regner med, at frigivelsen - som Københavns borgmester, Frank Jensen, også har været fortaler for - vil skabe en omsætning af marihuana i Colorado for DKK 5,5 mia. om året, og staten høster ca. DKK 1 mia. i skatter på varerne.

Alligevel er der ikke sket det, at store del af Colorados befolkning vakler stenede rundt i gaderne. Der er ingen forskel at mærke i forhold til tidligere - udover de nye forretninger i bybilledet.

Køberne skal dog stadig omgås marihuanaen med større forsigtighed end en pakke cigaretter. F.eks. må den kun ryges i hjemmet, akkurat som det i øvrigt gælder med indtagelse af alkohol i USA. Desuden går det ikke at tage den sjove tobak med til en anden stat i USA, for her er marihuana totalt forbudt - på nær i staten Washington.

På forbundsplan er marihuana også forbudt, og det giver en komplikation med hensyn til forbundsbetjentenes arbejde i Colorado. Indtil videre er dilemmaet dog løst med en henstilling fra præsident Barack Obama til dem om at tage den lidt med ro i netop Colorado. Desuden har præsidenten for nyligt udtalt, at marihuana er mindre farligt end alkohol, fremgår det af artiklen.

Skribentmail: