I Tyrkiet er det normalt, at køberen af en ejendom lægger en udbetaling på 30 pct. af købesummen ved indgåelsen af købsaftalen. Også ved nybyggeri. Samtidig begrænser den juridiske sikkerhed sig rent fysisk til en kontrakt på en-to A4 sider.
De deltagende ejendomsmæglere i udsendelsen var enige om, at køberen med den model risikerer at miste sin udbetaling, hvis byggefirmaet eller ejendomsmægleren går konkurs, inden ejendommen er opført, eller handelen er endelig godkendt af myndighederne.
Det fremgik dog også, at køberen - selv hvis uheldet virkelig er ude - stadig for eksempel vil have ret til en bolig på det jordstykke, som købskontrakten omtaler. Men det kan i givet fald kræve en retssag at få det, som man har skrevet under på, fremgik det af udsendelsen.