Den første bolig i den syvende udsendelse var en nybygget lejlighed lidt uden for Antalya, som er den største by på den tyrkiske Middelhavskyst. Der var syv kilometer til Antalya centrum og 12 kilometer til lufthavnen.
Murat Esiyok fra ejendomsfirmaet Danemlak Boliger kunne endvidere tilføje, at den flotte natur omkring byen er underlagt beskyttelse, som betyder, at der ikke må bygges i den.
Boligen lå i første parket og med direkte udsigt ud over Middelhavet. Mellem boligen og stranden gik der en hovedvej, som var på vej til at blive lukket for biltrafik. Den skulle omdannes til en strandpromenade med eksotiske planter og cafeer.
Stranden havde gjort sig fortjent til det såkaldte Blå Flag og udmærkede sig ved at være lavvandet mindst 20-30 meter ud.
Lejligheden var en af i alt 150 i et lukket kompleks, som skulle stå færdigt i løbet af 2004. 25 lejligheder var endnu ikke solgt. De fleste af køberne var børnefamilier, kunne Murat Esiyok berette.
Allerede etablerede - eller planlagte - faciliteter i komplekset:
Portvagt, butik, motionsrum, stor udendørs swimmingpool, udendørs børnepool, restaurant med tagterrasse, underjordisk by på 40.000 kvadratmeter med bl.a. to store diskoteker, børnehave, bowlingcenter, forretninger, indendørs swimmingpool, spabad, fitnes og tyrkisk bad.
Byggeår: 2003
Boligareal: 140 kvm
Indretning: Terrasse, køkken og stue i åben forbindelse med hinanden, fælles WC, værelse samt værelse med WC og bad.
Lejligheden havde et lyst præg fra fliser og møbler, og fra stuen var der panoramaudsigt over Middelhavet.
De hårde hvidevarer var udført i rustfrit stål og fulgte med i handelen - modsat sædvane i Tyrkiet, kunne Murat Esiyok fortælle. Alle skabe fulgte også med i købet, men det gjorde møblementet ikke.
Ved hoveddøren var der installeret dørtelefon med video, lige som der var monteret en telefon på soveværelses-WC’et. I sove-badeværelset forefandtes der ligeledes et badekar.
Alle rum var udstyret med klimaanlæg og røgalarm.
Murat Esiyok vurderede, at der var gode muligheder for at leje lejligheden ud i både kortere og længere tidsrum.
Salgspris: Kr. 1.300.000.