Jeg mener oprigtigt, at Kasper Christensen for sit sidste indlæg fortjener en stor tak her fra Avsallar og DanaBolig.
Grundig research
Takken får han selvfølgelig for, at han så grundigt har sat sig ind i de boligemner, som DanaBolig tilbyder på vores hjemmeside.
Tilsyneladende har han også besøgt Avsallar og de lejligheder, som DanaBolig tilbyder og brugt tid og energi på at besøge de byggerier og de lejligheder, som vi tilbyder. Ellers var det vel ikke muligt for ham at beskrive vores emner, så skråsikkert som han gør.
Vi er jyder
Nu er det jo ikke en hemmelighed, at vi i DanaBolig alle er jyder. Og det er vi ikke blot stolte af, men også taknemlige for. Derfor har vi et lille propblem med Kaspers indlæg. Vi aner ikke, hvad han mener med ordet «konceptbyggeri». Og måske er der andre brugere af udvandrerne, der heller ikke gør det.
Men måske har Kasper alligevel ikke gjort sin research grundig nok, for DanaBolig har også mange boligemner i både Alanya, Oba og områderne der omkring, som både læserne af denne side og Kasper, kan få bekræftet i DanaBoligs næste annonce.
Lidt malurt i bægeret
Hvad der trods alt bringer lidt malurt i bægeret er Kaspers åbenlyse nedgørelse af de mange, der de sidste år har købt bolig i denne dejlige by. De fleste har gjort sig stor anstrengelse for at undersøge markedet for herefter at vælge den bolig på det sted, som de for fremtiden vil tilbringe deres ferier i. Jeg tror ikke Kasper er den eneste, der jævnligt surfer rundt på nettet.
Men hans indlæg bærer præg af, at han tror at købere af boliger i Tyrkiet ikke kan tænke selv og allierer sig med den første ejendomsmægler, der finder på nettet.
Det var lige det, Kasper!
Mange venlige hilsener
Helge Christensen