BOLIG, SKATTER, AFGIFTER, FERIEBOLIGER, REVISORER

Xpert-svar om ejendomsværdiskat

Flag UDLANDSXPERTERNE 04-05-09 ~3 minutters læsning · 485 ord

Hej Merete!

Tak for dit spørgsmål.

Lad mig først starte med at slå fast, at du fortsat skal betale 1 procent i ejendomsværdibeskatning af din tyrkiske/ udenlandske feriebolig.

Der er dog et interessant aspekt i denne beskatning, som har en sammenhæng med en dom fra Eu-domstolen. Dommen hedder Jägerdommen reference nummer skm2008.565.

Dommen stammer tilbage fra 2008, og slår fast at det ikke er tilladt for et medlemsland – i det her tilfælde Danmark – at beskatte en bolig beliggende i udlandet højere end en bolig beliggende i medlemslandet/ hjemlandet.

Eller sagt på en anden måde, så kan din feriebolig i udlandet ikke beskattes hårdere end en bolig du har i Danmark.

Og eftersom vi siden 2001 har haft et politisk indført skattestop i Danmark, vil en del ejere af feriebolig i udlandet være blevet beskattet for hårdt. For skattestoppet har indtil 2008 ikke været gældende for ferieboliger i udlandet, hvilket efter dommen ved i EUdomstolen ikke har været korrekt.

Så for at svare lidt mere uddybende på dit spørgsmål, så kan du ikke slippe for at betale ejendomsværdibeskatning, men i fald du har haft din feriebolig gennem flere år, har du højst sandsynligt betalt for meget i ejendomsværdibeskatning, og kan derfor få tilbagebetalt det som du har betalt for meget, da ejendomsværdibeskatningen skal udregnes efter boligens 2001-værdi, som jo var året hvor skattestoppet blev indført.

Ferieboligens 2001-værdi beregnes ved hjælp af en indexregulering som er lavet af Skat, og som kan findes på Skats hjemmeside. I fald ferieboligen er købt efter 2001, kan der ligeledes inflationsreguleres, da de penge du købte din feriebolig for på købstidspunktet havde en anden værdi end de ville have haft i 2001, som er året hvor skatten nu beregnes ud fra.

Jägerdommen er offentliggjort i sommeren 2008. I indtil 6 måneder efter dommens offentliggørelse kunne man have søgt om tilbagebetaling af for meget betalt ejendomsværdibeskatning helt tilbage til 2001. Denne periode er nu slut, og der kan nu kun søges om tilbagebetaling for de sidste 3 år.

Jeg har personlig kendskab til en ferieejendom i udlandet der er blevet nedskrevet fra 4.7 milliloner danske kroner til 1.8 millioner danske kroner på baggrund af ovenstående. Så det kan absolut betale sig at undersøge om ens feriebolig i udlandet er blevet beskattet for hårdt.

Jeg vil slutteligt slå fast at ovenstående gennemgang selvfølgelig ikke dækker alle aspekter af Jäger-dommen, men blot de mest grundlæggende og generelle. På vores hjemmeside findes dommen i sin fulde længde, og jeg vil anbefale dig at rette henvendelse til enten Skat eller din revisor for at høre om du har mulighed for at kræve noget ejendomsværdibeskatning tilbagebetalt.

Du kan se den fuldstændige information her: http://www.2base.com/downloads/da/jaeger.pdf

I forhold til bagatelgrænsen må jeg bede dig kontakte din lokale Skatteregion for et korrekt svar. Jeg kan ikke forestille mig at en bolig går ind under en bagatelgrænse, men kan ikke give noget endegyldigt svar.

Med venlig hilsen

Bo Thygesen

Skribentmail: