Danskernes interesse for at købe bolig i Tyrkiet er 10-doblet på blot et år - og 80-doblet i løbet af de seneste to år. Det muslimske EU-ansøgerland er nu det land, som suverænt tiltrækker sig mest interesse hos danskere med udlængsel. Næsten lige så megen interesse som de tre andre danskermagneter - Spanien, Frankrig og Sverige - til sammen.
Konklusionen bygger på en helt ny besøgsstatistik på Udvandrerne.dk, som er det mest besøgte og mest omfattende mødested for nuværende og kommende udlandsdanskere på nettet. Webstedet rummer p.t. 2500 gode råd om at købe bolig i - eller helt udvandre til - cirka 130 lande.
Statistikken offentliggøres løbende på webstedet, men den seneste opgørelse fra udgangen af 1. kvartal afslører og dokumenterer et helt ny tendens i danskernes præferencer. Dobbelt så mange som for to år siden k(l)ikker ind for at læse om Spanien, Frankrig og Sverige, men Tyrkiet har på blot ét år overhalet alle de tre traditionelle udlandsdanskerlande i en grad, så alle hidtidige besøgsrekorder for enkeltlande er slået flere gange.
Tallene tyder således ikke på, at danskerne er blevet mindre interesserede i Tyrkiet, selv om der de senere måneder - både i aviserne og ikke mindst på Udvandrerne.dk - har været en del skriverier om usikkerhedsmomenter ved køb af feriebolig i landet. De har blandt andet drejet sig om, at udlændinge vil få sværere ved at købe visse typer ejendomme i Tyrkiet, og at danskere ikke sikrer sig godt nok juridisk, når de lader kronerne rulle over Bosporus til fordel for en ferielejlighed i Alanya, Antalya eller Bodrum.
I det hele taget vidner besøgsstatistikken på Udvandrerne.dk om, at flere og flere danskere får lyst til at købe (ferie)bolig i udlandet - eller ligefrem rykke teltpælene helt op for at studere, arbejde eller nyde deres otium under andre himmelstrøg. For halvandet år siden havde webstedet i gennemsnit 650 besøg om dagen. I dag er besøgstallet over 1300 om dagen - eller mere end dobbelt så stort.
Den stærkt stigende udlængsel fremgår også - omend lidt indirekte - af Udvandrerne.dk’s oversigt med kendte udlandsdanskere. Listen vokser hele tiden og tæller p.t. 380 kändisser og beslutningstagere, som har købt bolig i udlandet, hvis de da ikke er udvandret helt.
I første kvartal af 2005 havde Udvandrerne.dk over 100.000 besøg, og de besøgende læste mere end en million sider.