SOCIAL, SUNDHED, KVALITET, HOSPITALER

Fik partikelterapi mod hjernesvulst

Flag 14-05-08 ~2 minutters læsning · 265 ord

Seks-årige Laura er netop vendt hjem i god behold til Rødding ved Viborg efter godt og vel seks ugers behandling mod en hjernesvulst i Sverige.

Laura har en hjernesvulst dybt inde i hjernen, og hun var i første omgang indstillet til strålebehandling på Århus Sygehus. Der ville dog være risiko for, at behandlingen gav skader på de centre i hjernen, som styrer sprogudviklingen, koncentrationen og hormonerne. Faktisk kunne behandlingen medføre, at Laura kom alt for tidligt i pubertet, lød beskeden fra de danske læger til moderen, Ulla Bisgaard Kristensen.

En uge før, behandlingen i Århus skulle begynde, opdagede moderen dog en artikel om, at der i udlandet bliver givet strålebehandling af kræftsvulster med væsentligt færre skader på det omkringliggende væv end det, der er standarden i Danmark. Samtidig læste hun en rapport om emnet - skrevet af overlæge Svend Aage Engelholm fra Rigshospitalet. Hun tog straks kontakt til overlægen, og det endte med, at han henviste datteren til såkalte partikelterapi ved Akademiska Sjukhuset i Uppsala.

Laura har ind til videre næsten ikke haft nogen af de bivirkninger, som normalt følger med strålebehandling. Men hvordan den svenske partikelbehandling har virket, ved hun først, når datteren er belvet scannet to måneder efter behandlingen.

Ind til da er Ulla Bisgaard Kristensen dog godt tilfreds med, at Laura har fået den bedste behandling, som findes på området.

Samtidig er hun dog meget utrilfreds med, at de danske læger ikke af sig selv oplyser om de bedre alternativer som findes til strålebehandling mod kræft i Danmark. De har kun fortalt os den halve sandhed, udtaler Ulla Bisgaard Kristensen i artiklen.

Skribentmail: