Du skal flytte til Sverige, hvis du vil give dig selv de størst mulige chancer for at få den bedst mulige livskvalitet, når du bliver gammel. Broderlandet ligger som nummer 1 på en rangliste over de ældres livskvalitet i verdens lande. Listen er den første af sin art, og den er lavet af bistandsorganisationen Help Age International.
Andenpladsen indtages såmænd af endnu et broderland, nemlig Norge, mens Finland kommer ind som nummer 15 blandt de 91 lande i sammenligningen. Danmark lander på listens 17.-plads, og dermed er Danmark ifølge organisationen det dårligste sted i Norden at tilbringe sit seniorliv i.
Den forholdsvist lave placering til Danmark skyldes, at Danmark lander helt nede som nummer 40 på sundhedsområdet, fremgår det af artiklen af et Ritzau-telegram.