Der er godt gang i det svenske ejendomsmarked, og det er hovedårsagen til, at investorerne viser stor interesse for det nordiske ejendomsmarked som helhed, fremgår det af artiklen.
I 2. kvartal af 2010 var Norden således det tredjestørste marked for ejendomsinvesteringer i Europa med en omsætning på DKK 27,3 mia. Kun Storbritannien og Tyskland nåede højere op med omsætninger på henholdsvis DKK 62,1 mia. og DKK 29,8 mia., fremgår det af en rapport fra CB Richard Ellis, der er den største ejendomsrådgiver og erhvervsmægler i verden.
Morten G. Fossum, nordisk direktør hos CB Richard Ellis i København, forklarer interessen for ejendomsinvesteringer i Norden med, at de nordiske lande har godt styr på økonomien i forhold til de sydeuropæiske lande, og at der er stor gennemsigtighed på det nordiske ejendomsmarked. I Norden kan man for eksempel komme af med sine ejendomme igen, siger han.
Gennemsigtigheden gælder især for det svenske marked for investeringsejendomme, mens det danske ejendomsmarked hører til de mindst gennemsigtige i Europa, mener Morten G. Fossum ifølge artiklen.