GENERELLE, FORHOLD, GENERELT

Danskerne er skubbet ned af sommarstuga-tronen

Flag 17-01-17 ~2 minutters læsning · 273 ord

Blandt udlændinge har danskerne har gennem en årrække været den nationalitet, som har ejet flest ferieboliger i Sverige. Men det er slut nu. Nordmændene har skubbet danskerne væk fra sommarstuga-tronen.

I 2015 havde 11.474 svenske hytter, torp, ødegårde m.m. norsk ejer. Det var lige nok til for første gang at komme forbi danskerne, der stod som ejer af 11.267 ferieboliger i Sverige. På tredjepladsen kommer tyskerne med 10.114, fremgår det af en opgørelse fra Statistiska Centralbyrån, som er Sveriges svar på Danmarks Statistik.

Samme tre nationaliteter tegner sig tilsammen for 32.855 af de i alt 37.438 svenske ferieboliger, der har udenlandske ejere. Det svarer til 88 pct.

Tyskerne var de første til at købe ferieboliger i Sverige. I år 2000 var i alt 18.122 svenske ferieboliger på udenlandske hænder, og deraf tegnede tyskerne sig for 9000, dvs. halvdelen. Siden er antallet af boliger på udenlandske hænder godt og vel fordoblet, og det skyldes ikke mindst, at danskerne gjorde en kraftig entré på markedet fra 2000 og frem til 2008, da krisen begyndte. Siden 2013 er antallet af svenske ferieboliger på danske hænder faldet fra år til år - helt nøjagtigt med 91, 154, og 184 huse i hhv. 2013, 2014 og 2015.

Danskerne er fortsat den dominerende gruppe udlændinge, når det drejer sig om ferieboliger i Skåne, Halland, Blekinge og Småland. Længere nordpå, i Västergötland og Värmland, dominerer nordmændene, mens tyskerne fordeler sig langt mere jævnt fra syd til nord.

I en enkelt svensk kommune er det ligefrem udlændinge, som ejer flest fritidshuse. Det er tilfældet i Markaryd i det sydlige Småland, hvor 60 pct. er på udenlandske hænder, fremgår det af artiklen.

Skribentmail:

Mere info: http://www.scb.se/hitta-statistik/statistik-efter-amne/boende-byggande-och-bebyggelse/fastighetstaxeringar/fastighetstaxeringar/pong/statistiknyhet/utlandskt-agande-och-utlandssvenskars-agande-av-fritidshus-i-sverige-2015/