Den svenske krone var billigst i marts 2009, da man kunne få én af slagsen for kun 64 danske øre. Men nu er den svenske krone steget til 83 danske øre - det højeste niveau i 10 år. Dermed forsvinder en stor del af den besparelse, der har været på indkøb i Sverige i de senere år.
På tøj og sko er der slet ingen penge at spare længere på den anden side af Øresund, og besparelsen på fødevarer er skrumpet ind fra 30 til 10 pct., fortæller Las Olsen, der er forbrugerøkonom i Danske Bank.
Tilbage er dog et par områder, hvor Sverige stadig er billigst. Det gælder for eksempel restauranter og underholdning, hvor du kan spare 10-15 pct. i forhold til Danmark, tilføjer forbrugerøkonomen.
I stedet for Sverige skal du i stedet interessere dig for England, USA og Island, hvis du gerne vil spare penge ved at købe ind i et land med en svag valuta, fortæller cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea ifølge artiklen.