FORBRUG, KØB, SALG, BØRNETØJ, ISENKRAM, TØJ

Danske mærkevarer er billigere i Sverige

Flag ARTIKEL 30-08-09 ~2 minutters læsning · 295 ord

Butikkerne bugner af det. Dansk designerkluns. For også svenskerne har fået øjnene op for dansk mode. Og det kommer de danskere forbrugere til gode. Hvis de vel at mærke smutter en tur til Sverige med indkøbsposen. For det svenske prisskilt er nemlig lidt mindre afskrækkende end det danske.

  • Der er penge at spare på tøjet. Også det af danske designere, fortæller Pia Sandin, der er administrerende direktør i Malmö Citysamverkan.

Hun fortæller, at dansk design er eftertragtet. Både blandt svenskerne, men også de tilrejsende danskere. Det er også derfor udbuddet af danske varer er så stort.

  • I løbet af de sidste par år, har vi fået rigtig mange butikker, der sælger både tøj og interiør fra danske designere. Og importen af de danske varer fortsætter, samtidig med, at flere danske butikker åbner i Malmø, siger Pia Sandin.

Alle bliver klædt på

Og i den sydsvenske by er der også noget at hente for de små fashionistas og deres forældre selvfølgelig.

  • Sammenlignet med danske priser, er der også penge at spare på børnetøj og sko, og da det er en post som børnefamilier bruger rigtig mange penge på, så er det altid rart at kunne skære lidt af prisen. Svenskerne har taget mange af de danske børnetøjsdesignere til sig, og derfor er det også at finde i flere af butikkerne i Malmø, siger Pia Sandin, og fortsætter:

  • Og det er en rigtig god by at handle i for hele familien. For der findes både noget til mor, far og børn. Og netop mange børnefamilier vælger et af de mange indkøbscentre, der er i byen, for her kan de, uanset vind og vejr få klaret alle indkøbene. Og i flere af centrene er der gode forhold til småbørnsfamilier i form af pusleplads og ammestue, siger Pia Sandin.