FORBRUG, KØB, SALG, BABYUDSTYR, GRÆNSEHANDEL

Køb udstyr til baby i Sverige og spar penge

Flag ARTIKEL 14-06-09 ~2 minutters læsning · 321 ord

Det er en temmelig dyr fornøjelse at få børn. Og der kan hurtigt ryge rigtig mange tusinde kroner over disken, når babys udstyr skal købes. For listen over nyanskaffelser er nærmest uendelig – og mange kommende forældre vil give deres guldklump alt og af den bedste kvalitet selvfølgelig. Det er oftest også det der koster mest.

Men man behøver ikke få svedige håndflader ved tanken om det næste kontoudtog, når man har rippet en babybutik. I hvert fald ikke, hvis man gør det i Sverige.

  • Der er penge at spare på alt babyudstyr her. Den svenske krone er jo meget lavere end den danske, og samtidig er priserne her i butikken lavere end ellers. Noget af udstyret til baby kan man spare helt op til 40 procent på, siger indehaver af Babyringen i Malmø, Greger Larsson, og understreger, at det især er udstyr i den dyre ende af skalaen, der er penge at spare på, når man smutter over broen. Udstyr som barnevogn, klapvogn, barneseng og autostol.

Udvalget er anderledes

Og der er blevet kørt rigtig mange barnevogne retur til Danmark. For danske forældre har for alvor fået øjnene op for de svenske besparelser.

  • Mange af vores kunder er fra Danmark, og på vores hjemmeside får jeg vel omkring 15 henvendelser hver dag fra danskere, fortæller Greger Larsson.

Han er ikke overrasket over efterspørgslen.

  • Vi hører tit, fra vores kunder, at de fortæller om os til venner og familie, så på den måde får vi masser af omtale. Samtidigt er udvalget, hos os og i andre svenske babybutikker, forskelligt fra i de danske butikker. Vi har andre mærker og varer, der ikke findes i Danmark – og så har vi selvfølgelig også dem, der findes, og det gør det helt sikkert mere attraktivt for danske forældre, siger Greger Larsson, og fortsætter:

  • Det kan være en anderledes oplevelse at gøre sine indkøb i Sverige, og det tror jeg, mange sætter pris på.