FORBRUG, KØB, SALG, BØRNETØJ, GRÆNSEHANDEL, NETHANDEL

Katvig, Hummel, Mini A Ture

Flag ARTIKEL 19-07-09 ~2 minutters læsning · 404 ord

Katvig, Hummel, Molo, Mini A Ture. De er der alle sammen. På nettet. De trendy danske børnetøjsmærker og udvalget er enormt. Rigtig mange danskere har da også taget netshopping til sig. Tal fra Foreningen for Distance- og Internethandel viser, at flere og flere shopper på nettet – og det tal er stigende.

Og det kan de godt mærke hos ajabajakids.com, en svensk hjemmeside med børnetøj, sko og legetøj.

  • Vi startede i 2005, og vi kan helt sikkert mærke, at danskerne har taget netshopping til sig, fortæller en af de to stiftere, Camilla Aasholm Bradley.

Hun forstår godt, hvorfor netshopping er så populært.

  • Når man handler på nettet, er man fri for at stå i en stopfyld butik og svede med ungerne skrigende omkring sig. Her kan man i fred og ro bestille tøjet, og oftest bliver det leveret dagen efter. Det kan spare en børnefamilie for mange timer, siger Camilla Aasholm Bradley.

Mette Hegnhøj Mortensen, der er mor til tre børn, er enig.

  • Når man bor på landet og har tre børn, som jeg har, så sparer jeg jo en masse tid ved at handle på nettet. Samtidig kan jeg gøre det, mens børnene sover, siger hun.

Køb roligt løs på nettet

Samtidig med, at man undgår svedeturene, så undgår man også at tæske rundt fra butik til butik for at finde den rigtige størrelse til lilleprinsen.

  • Udvalget bliver så meget større, når man begynder at handle på nettet. Alle mærkerne, farverne og størrelserne er der et eller andet sted. De er oftest bare et klik væk, fortæller Camilla Aasholm Bradley.

Og det er også en af årsagerne til, at Mette Hegnhøj Mortensen klikker videre og køber på nettet.

  • Det er nemmere at overskue udbuddet og priserne. For på nettet kan jeg hurtigt finde de billigste priser, siger hun.

Og man kan roligt kaste sig netshopping.

  • Der er jo returret på købene, hvis det alligevel ikke passer eller er som forventet. Men danske forældre er så bevidste om, hvilke mærker de gerne vil have, så de rammer som regel rigtigt. I forhold til sko og sandaler, kan man måle barnets fod, og så kan man ofte se målene på de sko eller sandaler, man har udset sig – eller få dem målt, siger Camilla Aasholm Bradley og fortsætter:

  • I forhold til betalingen, så bliver den kørt over et meget sikkert betalingssystem – og alternativt kan man eksempelvis hos os betale via helt almindelig bankoverførsel.