Jeg ved det er flere år siden, at Lene skrev sin beretning, men kunne det ikke være interresant at læse mange flere?

Jeg vil starte med at skrive min egen.

Vi flyttede til Spanien fra England for godt et årstid siden. Vi inkluderer mig, min mand og vores datter dengang lige fyldt 2 år. Vi flyttede hertil fordi min mand have fået arbejde på universitetet. Det var en stor beslutning. Ikke så meget på grund af familie osv, denne beslutning var taget tidligere da vi i første omgang flyttede fra Danmark, men mere pga mine muligheder for arbejde - eller mangel på samme.

Jeg har dog været heldig og har fundet noget nær det perfekte job for mig i et område, som ellers ikke har meget at tilbyde arbejdsmæssigt lige i øjeblikket.

I den første tid lejede vi en lejlighed nær centrum af Granada, men blev hurtigt enige om, at vi vill finde noget at købe. Vi har således erhvervet en lejlighed i en af landsbyerne lige udenfor byen, og livet er ved at blive mere establiseret.

Vores omgangskreds hovedsagelig spansk. Der er nogle udlændinge imellem, men mest englændere. I dag kender jeg slet ingen danskere her i Granada. Vores datter startede i almindelig spansk skole i september da hun kun var 2 år og 9 måneder. Det var meget svært for mig at sende hende afsted de første dage, til en klasse med 25 elever og bare 2 lærer, men hun elsker det og det går rigtig godt. Det eneste, der generer mig lidt er manglen på information. Jeg er afhængig af at min datter fortæller mig hvad der sker og hvordan det går, og det er der ikke så meget af i den alder. Jeg tager det dog som et godt tegn, at hun snakker meget om sin ‘seño’ i positiv sammehæng, og generelt er glad for at være der.

Det er mange ting, der har været frustrerende ved at flytte til Spanien. Tingene fungerer ikke så hurtigt som jeg var vandt til, og det var en udfordring at få alle papirer i orden. Men man må jo tage det fra en ende af, og så lykkes det med tiden.

MVH

Pernille

Eco Vida