JOB, STATISTIK, JOBMULIGHEDER, LØN, ARBEJDSFORHOLD

Næsten hver anden ung står uden arbejde

Flag 15-08-11 ~2 minutters læsning · 260 ord

Det spanske arbejdsmarked er nu sunket så langt ned i krisen, at ledighedsprocenten blandt de unge er ved at overhale den procent, der arbejder. Af de unge under 25 år går 45,3 pct. arbejdsløse. Tages alle unge med under 30 år, lyder ledighedprocenten på 34,7.

Af de spaniere, som er så heldige at have et job, arbejder næsten halvdelen på en korttidskontrakt, og 40 pct. er overkvalificerede til deres arbejde.

Generationen af unge spaniere på korttidskontrakter og indslusningsløn fik først tilnavnet «Generation 1000 euro». Men da krisen for alvor slog igennem, faldt mange unges månedsløn endnu længere ned, så nu hedder de blot «Den fortabte generation».

En del af de mange ledige kommer fra byggesektoren, som for blot fem-ti år siden opførte flere boliger end Frankrig, Tyskland, Storbritannien - tilsammen. Det er vel at mærke tre lande med fem gange så mange indbyggere som Spanien.

Men med krisen gik det spanske byggeri helt i stå, og to millioner job forsvandt i byggebranchen. Det kan nu aflæses i statistikken, men de ramtes situation er i virkeligheden værre, end tallene antyder. Mange af dem valgte nemlig at gå ud af skolen, den gang byggeriet boomede, og nu står mange af dem uden så meget som en eksamen fra niende klasse.

Tålomodighed og udholdenhed bliver absolut påkrævet. Spaniens økonomiske vækst skal op over to pct. om året, før der kommer flere arbejdspladser. Og arbejdsløshedsniveauet kommer først ned på niveau med de «gode gamle dage» i 2026 - altså om 15 år, fremgår det ifølge artiklen af en spådom fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD.

Skribentmail: