WASHINGTON: Jesse står i restauranten i Baltimore og hakker løg. Det har han nu gjort i mange år. Ikke fordi, at han tjener ret mange penge ved det. Men det giver ham ved siden af sine to andre job en indtægt, hvor han nogenlunde kan forsørge sig selv, sin hustru og sit barn på to år.

Hans arbejdsdag begynder klokken 08.00 og slutter ved 23-tiden. Det første job er på en tankstation, det næste på 7-Eleven og det sidste altså i en hotel­restaurant, som han dog ikke har hver dag.

»Jeg orker trods alt ikke hver eneste dag at arbejde så længe. Men jeg har kun en high school-uddannelse, og der er bare ikke vellønnede job at få. Så jeg kan ikke klare mig med ét job,« fortæller han til Berlingske i en pause.

Middelklassejobbene forsvinder

Han er langtfra den eneste, der har et job, der giver mellem godt syv og godt ti dollar i timen. Han er et af eksemplerne på, at det amerikanske samfund er under hastig forandring. For de gode middelklassejob er på vej ud, og finanskrisen har betydet, at de ikke kommer tilbage igen.

Men tag ikke fejl. Der er et opsving i gang i USA. For blot et år siden hed det paradoks, at virksomhederne begyndte at tjene penge igen, uden at der egentlig kom flere i arbejde, »det jobløse opsving«. Det har ændret sig, for der er job at finde. I dag hedder det med den danske økonom fra Peterson Institute Jacob Kirkegaards ord et »jobmæssigt timeglasopsving«. For hvis du befinder dig på bunden af samfunds­pyramiden – uddannelsesmæssigt set – er der masser af job, og hvis du har en rigtig god universitetsuddannelse, er der også arbejde at få. Det sidste til en indtægt du vel at mærke kan leve af.

»Der er job af få. Der skabes job. Derfor kan man ikke kalde det et jobløst opsving. Men det er fordelt på en helt anden måde i dag,«siger Jacob Kirkegaard.

Smidt ud af samfundets bagdør

Men Jesse og resten af den gamle middelklasse, som har båret USA igennem velstanden og det økonomiske mirakel i 1960erne, er smidt ud gennem samfundets bagdør. De udgør timeglassets smalleste del. Og der kniber det med udbuddet. Briterne kalder opsvinget »lousy and lovely«, for der er kun »lousy og lovely« job at få. Og det samfundsmæssige fundament, en solid middelklasse altid har udgjort politisk og økonomisk, er på vej ud.

En lang række forskere har beskæftiget sig med det. Økonomen David Autor fra Massachusetts Institute of Technology kalder det for et ægte polariseret jobmarked, og i The New York Times kalder de to forskere – økonomen Nir Jaimovich fra Duke University og økonomen Henry E. Siu fra University of British Comlumbia – tabet af middelklassens arbejde for et »typisk fænomen knyttet til den aktuelle krise«. Problemet er, at den type job ikke vender tilbage. De er tabt.

Politikerne kan ikke nå at reagere

De to forskere har undersøgt en række andre store økonomiske kriser de seneste 30 år. Undersøgelserne viser, at det ikke bare er en udvikling, der langsomt udvikler sig over 20 til 30 år, men at tabene af job sker brat under recessioner. De har undersøgt jobudviklingen siden midten af 1980erne. Deres konklusion er, at 92 procent af de job, der er tabt i den periode inden for middelklasssen, forsvandt inden for en 12-månedersperiode under recessionen. Det giver enorme samfundsmæssige problemer, fordi politikerne ikke har tid til at reagere på udviklingen og sjældent reelt har et svar på, hvad der skal gøres.

For Jesse og millioner af andre amerikanere er det således ikke en udvikling, der er midlertidig, men en permanent tilstand. Det er en bombe under samfundet. Det skaber potentielt uro og utryghed i den samfundsklasse, der skal holde det hele sammen og kan betyde en helt ny politisk virkelighed, hvis ikke man finder nogle holdbare løsninger.

Den amerikanske drøms krise

Det er ikke bare i de områder af storbyerne, som i forvejen har det svært, f.eks. i de sorte områder, at det går galt. Det er også middelklasseområder, der er forladt. Og som den amerikanske forsker og professor på Harvard University Robert D. Putnam skriver i sin nye bog, »Our Kids«, er forskellene mellem f.eks. byen Port Clinton i Ohio i 1959 og virkeligheden i dag i selvsamme by slående og et godt eksempel på det, han kalder for den amerikanske drøms krise. For den amerikanske drøm er ved at blive en illusion i dagens USA, og det er alvorligt. Han afsluttede selv en high school-uddannelse i 1959 i denne lille by. Og dengang var forskellene mellem rig og fattig ikke så synlig, som den er i dag.

»Vi opdagede ikke, hvem der egentlig var rige eller fattige, fordi lønforskellene ikke var så store, som de er i dag. Der var folk, der havde mindre råd. Men alle kunne være med, og vi gik i samme skole. Den godt begavede fra et økonomisk mindre godt stillet hjem havde mulighederne for at nå til tops i samfundet. I dag er den stort set lig nul,« siger han efter at have undersøgt en række afsluttende klasser på sin gamle high school og udviklingen de seneste 50 år.

»I 1959 var USA på det tidspunkt på et absolut lavpunkt, når det drejede sig om socioøkonomiske barrierer i mere end et århundrede. Den uddannelsesmæssige og den økonomiske ekspansion var meget høj, lønligheden på det højeste niveau, adskillelse på grund af klasse, race og køn i byen var lav, og det var muligt at blive gift med én fra en anden samfundsklasse,« skriver han.

I dag er det samme samfund blevet totalt delt i to gennem mange recessioner og kriser, og indkomstforskellene er enorme, ligesom job er faldet bort.

»Og ingen blander sig med hinanden mellem de forskellige klasser,« skriver han i bogen.

Folk forsvinder fra statistikkerne

Og problemet er ikke blot, at arbejdspladserne er forsvundet ud af landet til Kina, Indien og Brasilien. Den amerikanske drøm er bristet, fordi man ikke har kunnet sætte noget andet i stedet. Og så selvfølgelig det faktum, at det politisk er en kompliceret situation, hvor republikanerne ser krisen gennem et sæt briller og demokraterne gennem et andet sæt. Og når der også er gravet dybe kløfter i det politiske system, er det svært at gøre noget ved det.

Arbejdsløsheden i USA er kommet ned på 5,5 procent. Men andelen af folk i arbejdsstyrken ligger kun på godt 62 procent, hvilket fortæller en del af historien om den amerikanske nedtur. Opsvinget er kommet, men det er ulige fordelt, og en lang række arbejdsløse har simpelthen meldt sig ud af statistikkerne, fordi de ikke selv tror på, at de kommer i arbejde igen.

Som Putnam skriver: Et af svarene er uddannelse, uddannelse og atter uddannelse sammen med en lang række reformer af samfundsstrukturerne. For skolerne er mange steder så dårlige, at de børn, der kommer ud af dem, næsten ikke kan læse og skrive. Og disse elever samles ikke op andre steder i et samfund, der kræver en høj uddannelse for at klare sig.

En overraskende ny virkelighed

Og selv om Putnam dybest set beskriver et USA, der af mange grunde har fået skarpere klasseskel mellem rig og fattige, så har en lang række kriser også elimineret den middelklasse, der tidligere har kunnet holde sammen på en del af samfundet. Og det er i virkeligheden historien om en globalisering, som den rige del af verden ikke har kunnet omstille sig til. Hvilket er en smule anderledes end det, Putnam beskriver, selv om de to ting også hænger sammen.

»Ved alle teknologiske landvindinger er der tabere og vindere, men udviklingen sker så hurtigt i dag og med så stor en kompleksitet, at det har været svært for folk, der bliver fyret, at skifte til noget nyt«, siger økonomen Henry Siu til The New York Times.

Og for Jesse, som har haft den amerikanske drøm, er det sikreste lige nu at holde fast i tre dårligt lønnede job. For ingen kan garantere, at han vil kunne få et job, han kan leve af, når krisen endeligt er overstået. For USA har på det område endnu ikke kunnet omstille sig til den nye virkelighed.