BARCELONA: »Nå, skal vi så lave »toeren,« spørger Marta Domènech med et grin, da jeg ringer for at aftale interviewet.

Det er tre år siden, vi talte sammen sidst. Dengang handlede snakken om en ny generation af unge sydeuropæere. Det vil sige, nyt var det heller ikke på det tidspunkt, at millioner af veluddannede spaniere, italienere og franskmænd måtte arbejde for 1.000 euro om måneden og uden nogen form for sikkerhed i ansættelsen. Men fænomenet var blevet synligt, efter at det spanske dagblad El País nogle måneder forinden havde modtaget et langt læserbrev.

»1.000-euroeren er en ung universitetsuddannet person, som alligevel ikke tjener mere end 1.000 euro om måneden. Hun bruger en tredjedel på husleje, kan ikke spare op, ejer ingen bolig og har hverken bil eller børn, men lever fra dag til dag,« skrev den 27-årige reklameassistent Carolina Aguacil bl.a. til avisen, som efterfølgende tog emnet op i en serie reportager.

En ny og paradoksal underklasse havde fået navn: Generation 1.000 euro, Spaniens bedst uddannede nogensinde; Martas generation.

»Toeren« ligner »etteren« til forveksling, i hvert tilfælde professionelt. Marta arbejder stadig som producerassistent i TV- og filmbranchen. Hun tjener o.k., når der er job. Men det er aldrig til at vide, hvor længe det varer, eller hvornår det næste kommer.

Et alenlangt CV med en universitetsgrad i kunsthistorie, en master i TV-produktion samt hele ni års erfaringer med et væld af store og små projekter har endnu ikke bragt hende nærmere et fast job. I hvert tilfælde ikke et, der er til at holde ud.

»Jeg arbejdede faktisk for et par år siden på fast kontrakt i et lille firma. Men chefen var fuldstændig sindssyg, så det var jeg nødt til at droppe,« fortæller 33-årige Marta.

Vi sidder på en buffetrestaurant ikke langt fra produktionsselskabet Mediapros enorme bygning i det nordlige Barcelona, hvor Marta i øjeblikket arbejder. Maden er kantineagtig og her er selvbetjening, men alligevel stuvende fuldt. For menuen er et par euro billigere end på en traditionel restaurant, og det kan mærkes midt i en krisetid.

Det er derfor, jeg har kontaktet Marta igen. For tre år siden red Spanien på toppen af en historisk lang bølge af økonomisk vækst. En teoretisk ophobning af rigdom, som imidlertid langtfra er kommet alle til gode.

Fra 1995 til 2005 faldt gennemsnitslønnen med 0,4 procent om året, mens købekraften blev forringet med fire procent. Det viser tal fra OECD, som også kritiserer, at Spanien har forsømt at reformere sit arbejdsmarked under højkonjunkturen. Næsten en tredjedel er ansat på tidsbestemte kontrakter dobbelt mange som i resten af Europa.

Hvis det var situationen i de fede år, hvordan ser den så ikke ud nu, hvor de magre har indfundet sig med en recession, der for Spaniens vedkommende og ifølge de seneste prognoser fra EU-Kommissionen fortsætter indtil slutningen af 2010 mindst?

»Det kan selvfølgelig mærkes i branchen. TV-stationerne tjener færre penge og presser udgifterne til produktion,« fortæller Marta og tilføjer: »Jeg har ikke selv prøvet det, men kender freelanceteknikere, der fra den ene dag til den anden bliver tvunget 25 procent ned i løn.«

Alligevel virker hun langt mere fortrøstningsfuld end sidst, vi mødtes. Også selvom hendes situation i dag er mere sårbar. For otte måneder siden blev »rollelisten« udvidet med lille Joana, og samtidig har kæresten Toni startet sit eget designfirma, hvor krisen kan mærkes på omsætningen.

Måske det er hormontrippet efter fødslen, som er med til at holde modet oppe. Eller også har Marta bare vænnet sig til usikkerheden og til at stole på, at tingene altid løser sig til sidst krise eller ej.

»Hvis jeg hele tiden gik rundt og bekymrede mig, ville jeg jo få mavesår og nervesammenbrud,« siger hun.

Også Javier Pérez tager krisen med knusende ro. Den 42-årige andalusier betegner sig selv som 1.000-euro-veteran, der har prøvet det meste, siden han midt i 1990erne flyttede til Madrid.

»På et tidspunkt boede jeg på 17 kvadratmeter. Toilettet var så lille, at jeg måtte tage bukserne af ude på gangen, når jeg skulle skide. Alligevel kostede den 40.000 pesetas (godt 1.800 kr.) om måneden,« fortæller Javier.

Senere, da det endelig var lykkedes at finde et job, hvor han kunne bruge sin uddannelse som laboratorieassistent, kom euroen.

»Den lille indkomststigning, jeg havde opnået, blev overhalet indenom, fordi der blev rundet op hele vejen rundt. Og siden fortsatte priserne med at stige meget hurtigere end min løn. Det er mange år siden, jeg opgav nogensinde at få råd til at købe en lejlighed,« siger Javier.

Derfor kan han heller ikke lade være med at trække på smilebåndet, når bekendte, der tidligere tudede ham ørerne fulde med snak om deres boliginvesteringer og friværdier, nu klager over krisen.

»Jeg vil ikke sige, at jeg fryder mig. Men det er altså lidt morsomt. Jeg har været i permanent krise de seneste ti år, og pludselig føler jeg mig på omgangshøjde med resten af samfundet igen. Det er egentlig meget rart,« fortæller Javier.

Og ikke nok med det. I første omgang har krisen desuden gjort hans månedsløn lidt mere værd. Den spanske regering nægter ganske vist hårdnakket at tale om deflation. Men det er en kendsgerning, at priserne på en mængde dagligvarer og tjenesteydelser er faldet markant.

»Man mærker det især, hvis man som jeg holder af at køre en tur ud i det blå. En tankfuld benzin koster ca. 20 euro mindre end for et år siden, og prisen for at overnatte på et hostal er raslet ned. Alting er på tilbud,« siger Javier og tilføjer:

»Men for at få glæde af det, kræver det selvfølgelig, at man ikke mister sit job.«

Det er lige det. Sidst i april rundede antallet af arbejdsløse de fire millioner. Det svarer til godt 17 procent, og ifølge EUs prognoser bliver det endnu værre til næste år, hvor hver femte arbejdsduelige spanier ventes at stå uden job.

Det er især byggeriet og industrien, som de seneste måneder har fabrikeret ledige. Men krisen går også hårdt ud over Generation 1.000 euros mange freelancere.

»Nogle af mine venner har ikke tjent en euro i månedsvis, men heldigvis er ingen foreløbig blevet sat på gaden,« fortæller Marta tilbage på restauranten i Barcelona.

Selv havde hun heldet med sig, da hendes barselsorlov var slut i februar.

»Jeg fandt relativt hurtigt det job, jeg er i gang med nu, og når det er slut, har jeg understøttelse indtil januar. Samtidig tjente jeg godt sidste år og har kunnet spare lidt op,« siger Marta og tilføjer:

»Fortsætter nedturen, får vi selvfølgelig problemer. Jeg kan godt holde til nogle måneder men Under alle omstændigheder nægter jeg som nogle af mine venner at lade mit liv styre af et Excel-regneark. Hvis der er råd, holder jeg ferie på Mallorca. Hvis ikke, bliver jeg bare hjemme.«

Vi er nået til kaffen. Den bliver serveret i et plastickrus og smager ikke ligefrem af Sicilien. Men i det mindste er den lavet på en rigtig espressomaskine, og så er den billig.

Marta skal tilbage til arbejdet med at styre produktionen af en ny doku-soapserie til en af de store TV-stationer, mens hun jonglerer med millionbudgetter for en månedsløn, der kun i sjældne tilfælde overstiger 1.500 euro.

Vi siger farvel, men ikke på gensyn. Forhåbentlig slipper vi for at lave »treeren«.