Civilgardens lettere afrakkede kaserne ligger her stadig. Den lugter langt væk af efterkrigstid. Og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan de sværtbevæbnede betjente med de karakteristiske trekantede hatte i sin tid stod klar til at tjekke alt og alle ved deres kontrolpost i udkanten af

ahara de los Atunes. Dengang i 1950erne og 1960erne var området syd for byen lukket land. De eneste, der havde lov til at færdes på den blinde vej, var ejerne af de luksuøse huse i bebyggelsen ude ved Cabo de Gracia, og de var stort set alle tyskere af den tvivlsomme slags, som valgte at fortrække efter 1945.

»De troede vel, at de var kommet til verdens ende, hvor ingen ville lede efter dem, og det var jo på en måde også rigtigt,« som Rafa, en lokal advokat, udtrykker det.

I dag er her ikke meget for Simon Wiesenthals efterfølgere at komme efter. Ved Franco-regimets afslutning i 1975 flygtede de gamle nazister, som ikke allerede var døde, formentlig videre til Sydamerika. Tilbage står deres huse i en af Spaniens første luksusbebyggelser, og den går stadig under navnet »los Alemanes« - tyskerne.

Det var ikke nogen dårlig ende af verden, general Franco overlod til sine gamle meningsfæller nordfra. Ganske vist blæser Levantevinden hernede tæt på Gibraltarstrædet lidt rigeligt, men samtidig har den reddet området fra masseturismen som den på Solkysten.

Fra husene, der elegant og med næsten økologisk fornemmelse falder i ét med bjergskråningen, er havudsigten uovertruffen. Og lige nedenfor ligger en bred, indbydende sandstrand afbrudt af klippefremspring og formationer, der skaber et væld af små gryder og hjørner.

I dag står det enhver frit for at besøge og nyde området.

Men vil man også bo her, skal den helt store tegnebog frem. Priserne begynder ved en million euro. Til gengæld får man naboskab til adskillige spanske skuespillere og toppolitikere med i købet.

Kan mindre gøre det - og det kan det jo nok for de fleste af os - ligger Atlanterra et stykke ad vejen tilbage mod byen. Bebyggelsen består af en række klassiske lejlighedskomplekser. Nogle er mere arkitektonisk heldige end andre. Men alle er omgivet af store grønne områder, diverse fritidsfaciliteter og den samme kvalitetsstrand som ude ved »tyskerne«.

Samtidig er flere mindre projekter på vej, især inde i

ahara de los Atunes, og snart råder området også over en golfbane. Alligevel er der ingen fare for, at der skal gå ressort-helvede i det. I hvert fald ifølge Conchi Estéban fra det lokale ejendomsmæglerfirma, Inmobiliarios Atlansol.

»De folk, som ejer jorden heromkring, har ikke travlt med at sælge, selv om interessen er der. Der er en bevidsthed om, at det særlige ved dette sted er naturen, de næsten uberørte strande og miljøet herinde i byen, hvor man ikke må bygge over to etager. Samtidig holder myndigheder og miljøorganisationer godt øje med, at de efterhånden ret restriktive regler for nyt byggeri bliver overholdt,« siger Conchi Estéban og tilføjer:

»For nogle år siden blev et ulovligt opført hotel sprængt i luften. Det har været en lærestreg!«

Ejendomsmæglerfirmaet har til huse midt i

ahara de los Atunes, og en hurtig tur gennem de centrale gader viser, at firmaet ikke er alene om den business. Man møder også en del turister, især spanske, men alligevel har byen bevaret sin karakter af fiskerleje.

ahara de los Atunes skylder sit navn de rige forekomster af rødtun, også kaldet blue finn, der om foråret kan fiskes i farvandet ud for byen. Rovdrift har reduceret fangsten de seneste år, men i sæsonen landes stadig en del af den tun, der betragtes som verdens fineste. Fiskeriet foregår især fra havnen i den lidt større naboby, Barbate, men også en del lokale sejler ud i joller direkte fra stranden for at vende tilbage med dagens fangst omkring middagstid.

Nede på stranden har en gruppe af ældre mænd samlet sig omkring en af bådene. Det er ganske vist ikke tun, man har fået på krogen, men en ravfisk på 45 kilo er heller ikke at foragte. Og der opstår en hel lille procession omkring fisken, mens den bæres gennem byen, indtil man finder en restauration, som vil betale den rigtige pris.

Det er sådan nogle scener, Juan Manuel elsker. Han er fra Jaén i det østlige Andalusien, men har holdt ferie i

ahara de los Atunes, siden han var barn, og for to år siden købte han sammen med sine kone Adelaida en lejlighed i udkanten af byen.

132.000 euro måtte de af med for en toværelses på omkring 60 m2 med terrasse i et relativt ny byggeri. I dag er den 180.000 værd. En gevinst, der så afgjort er værd at tage med. Men det vigtigste for Adelaida og Juan Manuel er stedet.

»Vi elsker stranden. De lokale er åbne og hyggelige. Og samtidig ved de udenlandske turister, som kommer her, hvad det handler om. De løber ikke rundt i store grupper og råber og skriger som i Málaga.«

Besøgende nordfra holder stadig lav profil i

ahara de los Atunes, men i dag er det heldigvis af andre årsager.